Yao Dieudonne kom til Kolding IF i sommeren 2022 fra Thisted, og det er sidenhen blevet til 30 kampe i den hvide trøje.
Teknisk chef Frederik Lund: Alle vinder på denne handel
“Yao har haft en god tid i Kolding, men en angriber med hans kvaliteter skal have kontinuerlig spilletid på højt niveau, og det har vi svært ved at tilbyde ham i øjeblikket på grund af konkurrencesituationen. Vi håber og tror på, at Yao kan udfolde sig i Skive. Da det samtidig er lykkedes at få en god aftale på plads med Skive, så kan jeg ikke se, at der er nogen, der ikke vinder på denne handel,” siger Frederik Lund.
Cheftræner Kristoffer Wichmann: En perfekt ambassadør for Kolding
“Jeg vil gerne takke Yao for en stærk og meget professionel indsats. Yao har været en fornøjelse at have i truppen, og han har altid gjort sit bedste med en stærk attitude. 11 mål i vores oprykningssæson taler sit eget sprog,” udtaler Kristoffer Wichmann og uddyber:
“Yao er for mig at se en spiller, der skal spille mange minutter for at udfylde sit potentiale. Med den konkurrence, vi har, bliver hans behov ikke opfyldt hos os. Yao har været en perfekt ambassadør for Kolding, og jeg ved, han bliver en kæmpe succes i sin næste klub,” afslutter Kristoffer Wichmann.