Stemningen var sublim, og det var den allerede inden kampen var gået i gang, da der i timerne op til var arrangeret fanzone. Inden kampens første fløjt blev der sagt ordentlig farvel til Christopher “Bobber” Møller og Anton “Basbas” Pedersen, som begge har kontraktudløb denne sommer. Derefter blev det hele skudt i gang, men spillet på banen levede ikke helt op til stemningen udenfor kridtstregerne.
Store dele af første halvleg var meget chancefattig for begge hold. EfB overlod meget af spillet til os og pakkede sig ned foran eget felt, så de kunne fange os på omstillinger. I det 19. spilleminut bar en af disse omstillinger frugt, da en EfB-spiller var kommet fri på højre side. Et halvsløjt indlæg, der skulle have været en målmandsbold, endte i nettet efter tvivlsomt målmandsspil af den ellers altid sikre, Christoffer Petersen. Mere skete der ikke i første halvleg, og vi gik derfor til pause bagude 0-1.
Efter pausen blev spillet en smule bedre. Der blev skabt flere chancer i begge ender, og det blev generelt en mere underholdende kamp. Fem minutter inde i første halvleg var Emil Holten ved at udbygge Esbjergs føring, og kort efter havde Dalton Wilkins med få minutters mellemrum et par muligheder fra hans wingbackposition.
Da der var spillet tre fjerdedele af kampen, var spillet kommet over på vores præmisser. Vi fik lagt nogle farlige indlæg, der blev til halvstore chancer, som vi ikke fik udnyttet. Med tyve minutter igen opsnappede Sebastian Denius kløgtigt bolden fra Esbjergs forsvar og satte kurs mod baglinjen. Et cutback endte hos Dalton Wilkins, som fik prikket til bolden, hvorefter han blev nedlagt ulovligt. Straffespark til Kolding IF, og det skulle Yao Dieudonne tage sig af. Han var stensikker fra pletten, og så var der udlignet til stor jubel hos de mange tilskuere.
Fra de udlignende mål blev det 20 lange minutter for Kolding IF-spillerne. Vi blev sat under pres, og vi blev tvunget til at stå dybt og tage imod angreb fra vestjyderne. Det uafgjorte resultat blev forsvaret bravt med blandt andet en clearing på målstregen, men med to minutters ordinær spilletid tilbage, gik den ikke længere. Emil Holten kom først på en nedfaldsbold efter et frispark, og han fik prikket bolden i kassen. Hans mål blev det sidste, vi fik at se, før tingene eskalerede på Autocentralen Park. I kampens overtid kastede en gruppe fra udebaneafsnittet pyroteknik på banen. Kampen blev fløjtet af, og spillerne blev sendt i omklædningsrummet. Det skulle dog ikke ødelægge den gode stemning. Vagterne og politiet var hurtige til at få sendt vestjyderne hjemad, så vi kunne sætte festen i gang.
Selvom det blev til et nederlag, så gjorde udfaldet af rundens øvrige kampe, at vi endte på førstepladsen i 2. Division. Det skulle fejres, og det blev det i den grad også. Inden pokalen blev løftet, havde Paul Ngongo noget, han ville fortælle alle de fremmødte. Han forlænger sin kontrakt til 2026, og da han havde fortalt det, brød stadion ud i endnu en jubel. Derefter var det tid til pokaloverrækkelse, og det stod klublegenderne “Totte” og Lilleballe for. Festen var skudt i gang, og den fortsatte langt ud på natten.
Christoffer Petersen, Patrick Tjørnelund, Christian Vestergaard, Dalton Wilkins, Jacob Torp, Yao Dieudonne, Christian Kudsk, Jakob Kiilerich, Paul Ngongo, Asker Beck og Mikkel Jespersen.
Christopher Bobber Møller, Sebastian Denius, Simon Trier, Oskar Stentoft, Tobias Sommer, Anton Basbas Pedersen og Mike Vestergaard.
Lukas Jonsson, Andreas Troelsen, Jesper Lauridsen, Mads Larsen, Elias Sørensen, Mathias Jørgensen, Emil Holten, Daniel Thøgersen, Nicklas Strunck, Isak Olafsson og Hans Høllsberg.
Christoffer Petersen (Selvmål), 0-1, 19’
Yao Dieudonne, 1-1, 74’
Emil Holten, 1-2, 88’
Dalton Wilkins, 67’
Yao Dieudonne, 72’
Mike Vestergård, 46’
Sebastian Denius, 46’
Tobias Sommer, 62’
Simon Trier, 77’
Anton Basbas, 79’
5629