3107 tilskuere var samlet til at overvære en kamp, hvor det burde være blevet til 3 point. Den sidste skarphed manglede i dag, og tilskuerne måtte derfor nøjes med et uafgjort resultat.
Det var en taktisk affære, og man kunne fornemme betydningen af kampens resultat både hos spillerne på banen og udenfor banen hos tilskuerne.
Efter en rolig indledning i kampen fik vi i den første chance at se efter 9 spillede minutter. Chancen tilfaldt dagens modstandere på en omstillingsmulighed, og her måtte vores målmand, Christoffer Petersen, diske op med en pragtredning for at holde B.93 væk fra en tidlig scoring.
En stor portion frispark og en skade til Mikkel Jespersen gjorde, at der var mange spilstop i kampens første halve time. Der var ingen af holdene, der havde mulighed for at skabe momentum, og Kolding IF-spillerne fik ikke lov til at udnytte deres fysiske fordel, da mange dueller resulterede i frispark.
Det var derfor en smule rodet, og der var brug for et mål til at åbne kampen. Vi kom tæt på en scoring i det 36. minut, da Christian Kudsk hamrede bolden på den fjerneste opstander. Returbolden landede for fødderne af Paul Ngongo, som også kom til afslutning, men desværre endte hans afslutning snert over mål.
Mere blev det ikke til i første halvleg, og holdene måtte derfor gå til pause uden scoringer.
Fem minutter inde i anden halvleg fik dagens tilskuere endelig noget at juble over. Et hjørnespark i højre blev slået fladt til Sebastian Denius, som stod fri på kanten af feltet. Da bolden nærmede sig Denius, var han ved at miste balancen, og det bar præg på hans noget forkølede afslutning. Heldigvis endte hans afslutning for fødderne af Christian Vestergaard, som sikkert kunne dirigere bolden ind over stregen. 1-0 til Kolding IF.
Lykken over målet varede dog ikke længe, for bare fire minutter efter vores føringsmål kom B.93 desværre tilbage i kampen. Et indlæg til bagerste stolpe, hvor en B.93 spiller stod umarkeret, gjorde Christoffer Petersen chanceløs inde i buret, og så stod der pludseligt 1-1.
Efter B.93 fik udlignet, var det Kolding IF, der dikterede resten af kampen. Det blev også til flere store chancer, blandt andet en til Christian Kudsk, der efter endnu en fræk dødboldskombination blev spillet helt fri. Desværre blev vinklen på Kudsks afslutning lidt for spids, og københavnernes målmand fik bolden reddet.
Vi havde alt spillet i anden halvleg, og i kampens overtid var det flotte spil tæt på at give pote. Jacob Torp fik sendt en kanon afslutning afsted, der havde retning mod målhjørnet, men igen var B.93’ målmand skarp og fik det yderste af fingerspidserne på, så bolden røg op på overliggeren.
Det blev derfor ikke til tre point, og vi må nøjes med en uafgjort. Resultatet gør det ikke mindre spændende i toppen af tabellen, og de resterende 4 kampe bliver allesammen neglebidere.
Næste udfordring er igen på hjemmebane, hvor vi tager imod Thisted på Autocentralen Park. Det er fredag, den 26., og vi håber at se så mange som muligt på lægterne til endnu en fantastisk fodboldkamp. Hvis stemningen på fredag nærmer sig dagens stemning, så er der gode muligheder for 3 point.
Christoffer Petersen, Patrick Tjørnelund, Christian Vestergaard, Dalton Wilkins, Mike Vestergård, Thomas Mikkelsen, Christian Kudsk, Jakob Kiilerich, Paul Ngongo, Asker Beck og Mikkel Jespersen.
Christopher Bobber Møller, Jacob Torp, Yao Dieudonne, Oskar Stentoft, Simon Trier, Anton Basbas Pedersen og Sebastian Denius.
Aris Vaporakis, Simon Wæver, Abdullah Iqbal, Ahmed Daghim, Mikkel Mouritz, Jeppe Erenbjerg, Tammer Bany, Jacob Egeris, Nicolaj Thomasen, Emil Christensen og Emmanuel Ogude.
50. minut: Christian Vestergaard, 1-0
55. minut: Jeppe Erenbjerg, 1-1
Dalton Wilkins, 22. minut
Christian Kudsk, 41. minut
Paul Ngongo, 77. minut
Sebastian Denius, 13. minut
Jacob Torp, 67. minut
Simon Trier, 67. minut
Yao Dieudonne, 67. minut
3107