Kolding er videre fra 1/16-delsfinalen i pokalen efter de mandag slog Vejle efter straffesparkskonkurrence.
Der var mandag pokalbold på programmet, da Kolding IFs U19-hold tog imod lokalrivalerne fra Vejle. Gæsterne havde qua deres daglige gang i Ligaen en naturlig overhånd i styrkeforholdet, hvor Kolding som underdog skulle overraske.
Vejle åbnede opgøret stærkest, hvor de hvidklædte værter stressede i opspillet fra forsvarskæden og tabte kuglen efter egne erobringer. Det momentum udnyttede gæsterne, der bragte sig foran efter otte minutter.
Kampbilledet udjævnede sig efter den tidlige føring, hvilket Kolding drog fordel af. Afleveringerne havde mere præcision og efter gode kombinationer bragte Kristian Lønvig balance i regnskabet. Udligningen løftede alle facetter af Koldings spil, hvor Søren Møller inden halvleg sikrede et fremragende udganspunkt, da han nettede til 2-1 fra et Kolding-hjørnespark.
Vejle var forsat mest på bolden efter pausen, hvor et gult kort havde reduceret hjemmeholdet med en mand i 10 minutter. De rødblusede udnyttede overtallet og bragte sig tilbage i opgøret. 2-2.
Kolding stod godt i organisationen, hvor særligt de defensive pligter blev opfyldt til punkt og prikke. Det store fokus og overskud skabte efter 58 minutter en erobring. Jonas Ussing udnyttede Vejle-målmandens sweeper-placering, hvor han køligt sendte en lang bold direkte i mål.
Føringen holdt ikke længe for Kolding, hvor Vejle nok engang kæmpede sig tilbage i opgøret, da de to minutter efter sendte et langskud i kassen. Det uafgjorte resultat betød, at de to hold skulle afgøre kampen i straffe.
Jonas Ussing var første sparker fra Kolding. I ægte Antonín Panenka-stil loppede han holdet fornemt fra start. U17-målmanden Benjamin Kostow vogtede buret for Kolding i hans blot 3. kamp for U19 denne sæson. Den talentfulde keeper kvitterede for tilliden, da han nappede Vejles første forsøg. Om KIF havde trænet straffespark inden opgøret skal være usagt. Faktum var, at både Mads Kath, Henrik Madsen og Søren Møller gjorde deres arbejde fra pletten, hvor Vejle brændte fjerde spark og derfor definitivt ude af pokalen.
Det var efter kampen en meget tilfreds cheftræner, der kun havde ros tilovers for præstationen.
– Vi mødte et godt hold, som normalt spiller en række over os. Det kunne man også se i måden de dominerede kampen på bolden. Men vi forsvarede godt gennem store dele af kampen og var effektive på vores chancer. Og modsat nogle andre gange i efteråret havde vi denne gang marginalerne på vores side i en tæt kamp.
– Jeg har kæmpe ros til drengene for den store arbejdsindsats de lagde for dagen, og det sammenhold de viste i kampen i både med- og modgang, fortæller Esben Jensen.
Næste kamp i pokalturneringen er ottendedelsfinalen, hvor Kolding gæster Aabenraa BK fra Liga 2. Kampen spilles d. 28/02 kl. 14:00.