Arkivfoto
Det så længe komfortabelt ud, men endte spændende, da Koldings U17-hold lørdag vandt med 4-3 over SFB Oure.
Forårsformen forsatte lørdag for U17-holdet, der denne gang tog imod SFB Oure på eget græs. Der var blot spillet to minutter før Benjamin Opanovic satte de hvidblusede på sejrskurs på oplæg af Tobias Martensen.
Koldings pasningsspil fungerede eminent, hvor Svendborg løb forgæves i presspillet. Overtaget blev også omsat på måltavlen, hvor Tobias Martensen og Elias Andersen gjorde det til 3-0 inden pausen.
Svendborgs største muligheder kom på kanterne, hvor de skabte overtal i angrebsspillet. Det var dog Kolding, der kom bedst ud til anden halvleg, hvor Opanovic igen lagde bolden i nettet.
Men så skete der noget uventet. På otte minutter scorede SFB Oure tre mål og bragte sig helt tilbage i opgøret med 11 minutter igen. Gæsterne havde momentum og Kolding-defensiven måtte krige sejren hjem til stor forløsning for hele mandskabet og i sidste ende meget fortjent.
Cheftræner Senthu Ariyanayagam udtalte efter opgøret:
– En rigtig flot kamp af vores U17 drenge de første 70 min. Dejligt roligt opbygningsspil og meget varierende gennembrudsspil.
– Presspillet var i store dele af kampen også rigtig fint, men i små perioder var det ikke godt nok og det skal vi selvfølgelig har kigget igennem inden næste weekend, hvor der venter os en stor mundfuld i form af Viborg FF på udebane.
– Drengenes overordnet niveau har rykket sig helt vildt og vi kan godt være tilfredse med indsatsen de første 70 min og arbejdsindsatsen de sidste ti minutter plus tillægstid.