Kolding IFs U17-hold leverede søndag et kæmpe resultat mod topholdet FC Helsingør. Med cifrene 0-3 revancherede holdet ikke blot det omvendte opgør, men sikrede også et clean sheet mod rækkens bedste offensiv.
Der ventede det formstærke U17-hold en overordentlig svær opgave i udekampen mod FC Helsingør. Værterne har noteret 90 mål i sæsonens 21 kampe og derfor rækkens stærkeste offensiv. Topholdet, der kæmper med Viborg om førstepladsen, slog i efteråret Kolding med 6-0, hvorfor det var et revanchesultent mandskab, der skulle ud at gribe chancen.
De hvidklædte kom også blæsende ud fra start, hvor presspillet stressede Helsingør i der opspil. Omstillinger og direkte angreb gav Kolding flere gode muligheder, der blot manglede den sidste skarphed.
Den skarphed fandt Noah Skov frem efter 29 minutter, da han modtog et perfekt slået indlæg fra Benjamin Opanovic.
Kolding tog føringen med til pause, hvor Helsingør virkede en anelse tynget.
Der stod også Kolding på store dele af anden halvleg, hvor mandskabet konsekvent løb de ekstra meter for hinanden. Vindermentaliteten strålede ud af U17-holdet, der lagde yderligere pres på Helsingør.
Noah Skov blev dobbeltmålscorer, da han efter 64 minutter helflugtede en frisparksripost op i nærmeste målhjørne. Fabelagtig scoring.
Det skulle også blive 0-3. En indøvet hjørnesparksvariant blev spillet kort til Elias Valentin på kanten af feltet, som sprang over bolden. Bagved kom Christian Juhl løbende fra midten, hvor han resolut lagde bolden i nettet.
I slutfasen måtte Kolding krige sejren hjem. Defensiven forsvarede heroisk Helsingørs tunge og satsende skyts og kunne i sidste ende fejre en flot og fortjent 3-0-sejr.
Det var jublende og rørt cheftræner, der efter opgøret satte ord på præstationen.
– Vi møder rækkens målfarligste, mest boldbesiddende og presspils-ivrige hold. Specielt på antal mål har de været skræmmende gode. 90 mål i 21 kampe er absurd, så der ventede os lidt af en mundfuld.
– Drengene overmatcher i dag Helsingør på presspillet og spiller fantastisk fodbold. Flere gange får vi spillet ud af Helsingørs presspil, men Helsingør formåede meget sjældent at spille sig ud af vores, hvilket de generelt har været gode til igennem hele sæsonen.
– Jeg er dybt rørt og megastolt over det drengene leverede i dag, mod et hold jeg kun tror de færreste havde regnet med vi ville slå. Vi troede på det i U17 truppen, og den tro kunne man mærke inde på banen fra første sekund.
– Drengene fortjener al den ros de kan få efter så heroisk en indsats, sagde Senthu Ariyanayagam.