Det har været en sæson fuld af succes for U17. Lørdag spillede de sidste kamp i sæsonen og U17-cheftræneren, Senthu Ariyanayagam, sætter nu ord på den udvikling, holdet har gennemgået.
I weekenden afsluttede U17-holdet i særdeles imponerende 20/21-sæson i Divisionen. De hvidklædte har gennemgået en beundringsværdig udvikling, hvor forårets pointsnit på 2,2 sikrede en 5. plads i tabellen. Mandskabet har Divisionens yngste gennemsnitsalder, der også har budt på debut til to U14-spillere. På sidelinjen har cheftræner Senthu Ariyanayagam og assistent Birger Schmidt dirigeret tropperne, og førstnævnte er også begejstret for den måde holdet har rykket sig på.
– Udviklingen har været helt vild. Hvor vi startede i sommer med en forfærdelig træningskamp mod Silkeborg, til hvor vi er endt, har været noget af en rejse. Kollektivt har vi rykket os helt vanvittigt meget, men mest af alt er det nok på de individuelle parametre, at der er sket en kæmpe udvikling, siger Senthu Ariyanayagam
Det tunge pres og powerfodbolden, der er kendetegnede på førsteholdet under Wichmann, er også en vigtig spilfilosofi og en rød tråd op gennem hele Akademiet. Der er stort fokus på transitionen fra Akademiet til førsteholdet, og U17-cheftræneren håber, at denne sæson kan være medvirkende til, at flere Kolding-talenter kommer igennem nåleøjet.
– Det er klart, at vi sigter efter at få nogle unge spillere igennem. Det er Akademiets helt overordnede strategi. Men for at vi kan det, så kræver det også at vi skubber drengene i den rigtige retning. Havde jeg spillet på en måde, der ikke matchede den vi gerne vil spille på førsteholdet, så går ligningen ikke op. Men i og med, vi har prøvet at rykke drengene i den retning førsteholdet også vil, så gør det, at der måske kan komme spillere igennem, siger han.
To spillere, der allerede har fået en forsmag på fodbolden hos førsteholdet, er Nicolaj Bossen og Elias Valentin Andersen. De to 15-årige talenter er i denne sæson blevet belønnet med ungdomskontrakter. Kontrakter, der før den sæson, sidst blev givet til Johnny Mølby i 1985. Der er derfor stor tro på ungdomsafdelingen og de to talenter, der også høster roser af cheftræneren.
– Nicolaj [Bossen] har været i gang i mange år. Han har vist sig frem som en virkelig dygtig fodboldspiller – allerede som U13-spiller, da jeg så ham første gang. Derefter har udviklingen bare forsat, hvilket også har udmøntet sig i en velfortjent kontrakt.
– Elias [Valentin Andersen] havde et lidt svært efterår, hvor han lige skulle finde fodfæstet og være med på divisionsmiljøet. Efter vinterpausen har hans udvikling eksploderet. Man så i kampen mod VB (træningskamp for førsteholdet, red), hvilke individuelle færdigheder han har. Målet han scorer, er vanvittig flot, og det de ting, han også laver på U17. Det er to spillere, der har rykket sig meget, og jeg glæder mig til at se, hvor langt de kan nå. Jeg tror, de kan nå langt, siger Senthu Ariyanayagam.
U17 starter 21/22-sæsonen op lørdag d. 15. august. Du kan læse meget mere om Akademiet på vores hjemmeside eller Facebook. Hør hele interviewet med U17-træneren ovenfor.