Kolding leverede i Viborg en habil præstation, der endte i en 0-2-sejr. Allerede fra første fløjt tilspillede holdet sig store chancer, mens der i defensiven var lukket godt af. Med sejren har Kolding hentet ni ud af ni point mod Viborg. Læs referat og hør fra Morten Mølkjær og Denis Fazlagic her.
Der skulle ikke gå længere end 50 sekunder før Kolding-bænken var tæt på at eksplodere i eufori. Et knaldhårdt indlæg fra Fazlagic endte via flere fødder foran Morten Ohlsen, der kunne have sikret en drømmestart, hvis ikke Austin havde været skarp inde på stegen. Netop denne Fazlagic-Ohlsen-synergi sprang i øjnene fra start til slut i 1. halvleg, der blot fire minutter senere igen var farlige på højresiden.
Viborg kom efter en shaky start bedre tilbage i kampen. Første gang efter otte minutter, hvor flotte hæl og tå afleveringer endte med en svag afslutning fra hjemmeholdet. To minutter efter var chancen dog noget større. Mikkel Agger blev spillet fri i dybden, men via en fremragende fodparade holdt Schubert Viborgenserne fra en tidlig føring.
Det var en kamp med mange chancer og enorm energi. Seks minutter senere var det Koldings tur til at svare igen. Bolden blev via en omstilling sparket op på Nautrup, der på trods af at have en Viborg-spiller siddende på ryggen, prikket den videre til Fazlagic i dybden. Efter en sprint mod Viborgs mål fandt den 28-årige kantspiller Mads Zederkof med en millimeterpræcis tværaflevering. Herefter kunne den rutinerede midtbanespiller sætte indersiden på læderet og lade sig tiljuble af sine holdkammerater. Et kanonflot mål efter fodboldbogens ABC.
Følg Kolding IF på Facebook for nyheder, konkurrencer og andet indhold
Herefter skulle Viborg finde sig selv. Kolding var over hver eneste bold med deres genpres. Desværre måtte Flaskager se sin jagt efter en svag aflevering resultere i et spark på benet. Den unge kantspiller lod sig derfor udskifte efter knap 23 minutter i sin første kamp fra start for Kolding.
Det hæmmede heldigvis ikke Koldings spil, der få minutter efter kom frem til en kæmpe chance. Ohlsen var endnu engang gået med frem. Inde i midten af Viborgs felt stod Nautrup, men den farlige angriber måtte se sin afslutning blokeret tæt under mål.
Heldigere var udeholdet 10 minutter efter. Efter gode driblinger blev Fazlagic nedlagt 20 meter fra mål. Sebastian Sommer prøvede med et tordendrøns-frispark at gøre det til 0-2, men Austin fik reddet bolden op på overliggeren. Returen faldt herefter ned til Ohlsen, der med hovedstød fandt Trier ved fjerneste stolpe. Her kunne den tidligere Viborg-spiller gøre det onde ved sin gamle klub, der også scorede på en dødbold mod Vendsyssel. 0-2.
Køb officielt Kolding IF-merchandise her
Viborg prøvede at svare igen ovenpå mavepusteren, hvor Mikkel Agger endnu engang skulle komme i fokus. En næsten identisk situation satte den ellers formstærke angriber én-mod-én overfor Schubert, men forsøget endte forbi mål. Dermed kunne Kolding gå til pause med en velfortjent tomålsføring.
Viborg kom noget bedre ud til anden halvleg. Kolding havde naturligvis resultatet med sig, hvorfor der ikke skulle jagtes mål i lige så høj grad, men blev presset hårdt fra anden halvlegs start.
Allerede to minutter inde i den sidste halvleg, kom VFF ind i feltet fra kanten og sendte et fladt indlæg ind. Her var der heldigvis ingen modtagere, men hjemmeholdet kløede på. De huserede i de første minutter omkring Koldings felt og ledte efter åbningerne. At viborgenserne var trukket højere op og pressede Kolding, gjorde samtidig mulighederne for at lukrere på omstillingerne gode, og i modsætning til første halvlegs gode opspil, blev chancerne mere kontrabaserede.
Ti minutter inde i anden halvleg kom Alassana Jatta godt ind i banen og fik skabt en fin mulighed. Da han skulle afslutte blev det dog alt andet end fint, hvilket var ganske kendetegnene for Viborg. Samme Jatta var minutter efter tæt på at komme godt igennem ved en dybdebold, men her kom den velspillende Schubert godt ind og bragte kuglen i sikkerhed.
Når Kolding fik omstillingsmulighederne spillede de klogt og simpelt, hvilket gav optræk til flere gode chancer. Da uret rundede en time, så Mads Eriksen Martin Hedeager, der lå centralt i banen. Afleveringen sad lige på Hedeager, som hurtigt gav den videre til en fremadstormende Thøgersen på flanken, og her stod kun en Viborg-forsvarer i vejen i feltet for, at bolden landede i fødderne på en angribende KIF’er.
Benjamin Schubert måtte flere gange vise sit værd, og omkring det 70. minut diskede han op med to fine aktioner. Først afsluttede Viborg drilsk, ved at forsøge at skyde bolden over i det lange hjørne fra en skarp vinkel. Schubert gik op og greb, og ligeledes greb han efterfølgende, da Viborg slap igennem forsvaret og til sidst skød fladt mod det lange hjørne fra højre.
Følg Kolding IF på Twitter for live-opdateringer og nyheder
Daniel Thøgersen var igen involveret i en god kontra, da Kolding vandt bolden i banens højre side og rykkede fremad. Her blev den spillet ind over midten, hvor Martin Hedeager var med. Han var dog snu og lod bolden gå mellem benene og videre ud til Thøgersen. Igen var den direkte oppasser i vejen, hvilket atter var vigtigt for, at Kolding ikke lukkede kampen.
Ved flere af Viborg-angrebene gik de mod baglinjen og forsøgte med flade indlæg eller cutbacks. I det 77. minut var det ganske tæt på at blive til en reducering, da et cutback blev forsøgt og blev rettet af af Thøgersen. Det betød, at bolden endte midt for mål, hvorfra Mads Aaquist pludselig havde en gylden mulighed. Kolding omstillede, igen, dererfter, hvor indskiftede Jeppe Hansen fik en upræcis afslutning på fra en ellers god position midt for.
Generelt havde defensiven fra Kolding en rigtig god dag, og fik nærmest hver gang sat en tackling ind, før det blev rigtig farligt. Dette gjorde sig gældende i endnu en kontra, hvor en Kolding-spiller gled og det derfor var tre mod tre. Denne gang havde Sommer en fod i mellem, og i et angreb med fem minutter igen, udgjorde en klump af KIF-spillere en blokade over for Jatta, der skød.
Se sammendrag fra Koldings tidligere kampe her
Sekunderne arbejdede til Koldings fordel, og selvom Viborg investerede mere i jagten på et mål, så sad man med fornemmelsen af, at Kolding-forsvaret ikke var til at passere. Et hjørnespark minuttet før den ordinære spilletid udløb endte på stolpen, da KIF i forsøget på at afværge angrebet endte med at skubbe den ind på stolpen. Dog var der relativt fint styr på situationen, også her.
Kolding fik i overtiden to muligheder, først ved indskiftede Emil Sand, der kom i løbeduel med en forsvarer, men tabte den, og dernæst ved Jeppe Hansen. Det var igen en omstilling, hvor Jeppe gik i feltet og forsøgte at afdrible modstanderen for at komme til skud. Han fik skudt, men dog ikke på mål. Dermed blev der fløjtet af uden mål i anden halvleg. En stærk præstation af Kolding IF i både defensivt og offensivt regi. Der blev vist lovende takter i både kombinationsspillet og omstillingerne, og holdet viste, at de kan skabe flere store chancer mod et stærkt mandskab, ligesom de kan stå imod disse.
Kolding ender på en sjetteplads, eftersom både Fremad Amager og Skive formåede at hente fine sejre i sidste runde, mod hhv. Vejle og Vendsyssel. Begge hold skulle have smidt point, mens Kolding skulle vinde, og eftersom dette ikke skete, slutter Kolding IF på en flot sjetteplads i NordicBet Liga.
Martin Hedeager optrådte for sidste gang i kampen, Simon Smidt spillede sin sidste Kolding IF-kamp hjemme, i sidste runde, mens Henrik Brodersen i dag sad ude. Igen skal der lyde en kæmpe tak for indsatsen og tiden i Kolding IF, til de tre spillere.
Mål:
16’ Mads Zederkof (ass. Denis Fazlagic)
36’ Simon Trier (ass. Morten O. Hansen)
Kolding IF-opstilling:
B. Schubert, D. Thøgersen, M. Eriksen, S. Trier, M. Ohlsen Hansen, S. Sommer, M. Jakobsen, M. Zederkof, D. Fazlagic, O. Flaskager, R. Nautrup
Udskiftninger:
23’ Ud: O. Flaskager. Ind: M. Hedeager
63’ Ud: R. Nautrup. Ind: J. Hansen
86’ Ud: D. Fazlagic. Ind: E. Sand
86’ Ud: M. Hedeager. Ind: M. Høgsholt
86’ Ud: M. Jakobsen. Ind: B. Zjajo
Gule kort:
31’ D. Thøgersen
44’ M. Eriksen
46’ M. Hedeager
90’ S. Sommer