Tobias Martensen klædt i den hvide Kolding-trøje.
Fra purung akademispiller til profil på U17-holdet åbner Tobias Martensen op om transitionen fra hyggefodbold til benhård konkurrence. Rejsen og drømmen om en professionel fodboldkarriere lever i bedste velgående, mens ungdommens fristelser og corona holdes på afstand.
Tobias Martensen er mødt ind i sin mørkeblå Kolding-trikot med fodboldstøvlerne opbevaret i poserygsækken på ryggen. Dagens træningspas nede på Bane 4 er netop overstået. En gruppe af Koldings 12 mest talentfulde ungdomsspillere fra U17 og U19 udgør back up-holdet for seniortruppen i 1. division, og er derfor undtaget corona-restriktionernes max på fem personer. Udviklingen som fodboldspiller har ikke været uden bump på vejen, men Tobias har gennem hele sin Kolding-tid haft snuden i sporet i jagten på at blive professionel fodboldspiller.
Rødder i Almind og Bramdrupdam
Vi skal helt tilbage til 2009, hvor Tobias som fireårig havde sin første træning i barndomsbyen Almind knap ti kilometer nord for Kolding. Med sin far som træner blev fodbolden hurtigt en fast bestanddel af Tobias’ liv, der senere skiftede rammerne ud med Bramdrupdam til det nuværende Kolding Nord. Tilværelsen i KIF-samarbejdsklubben skulle vise sig at tænde drengedrømmen om et liv fuld af fodbold.
– Skiftet til Kolding Nord blev på mange måder starten på det hele. Miljøet var mere elite-præget og holdene blev inddelt på baggrund af niveau, hvor det tidligere havde været mere for hyggen. Det var her jeg fik øjnene op for, at det måske kunne blive til noget, og så begyndte drømmen for alvor at vokse, fortæller Tobias.
Scoutet af Kolding IF
Kolding IF og Esbjerg fB øjnede Tobias’ talent som U11-spiller, der siden gennemgik forløb med begge klubber. I sidste ende tog Tobias i en skelsættende beslutning om at takke ja til Koldings tilbud, der tilknyttede ham til U13-holdet på akademiet. En omvæltning, der lige pludselig betød, at det unge Kolding-talent gik fra en profil til én af mange.
– Lige da jeg kom til KIF kunne jeg mærke at niveauet var højere og medspillerne var bedre. Det var hårdt, men det gav også et energiboost, der tvang mig til at arbejdede hårdere, hvis jeg skulle gøre mig tanker om at blive en del af truppen. Jeg har altid været angriber, men da jeg kom til KIF, spillede jeg back de to første år. Det fortæller også lidt af om de forskelle og tilvænninger, der ramte en, fortæller Tobias Martensen.
Ungdommens fristelser og transitionen fra hyggebold til benhård konkurrence
Tobias Martensen rykkede i takt med årene op gennem U-rækkerne, hvor han i dag er en fast bestanddel af U17-holdet med varierende træningspas for U19. Det er nu, at det 16-årige Kolding-talent bevæger sig ind i en årrække, hvor nåleøjet bliver mindre og ungdommens trang til fest og lokkende sene nætter bliver større.
– Denne sæson og de kommende år er uden tvivl en prøvelse. Det er nu, hvor flere stopper til fodbold og går mere op i fest. Det du nødt til at abstrahere fra – og sige fra. Min omgangskreds har heldigvis fulgt mig hele livet og har forståelse for, at jeg ikke kan være med på lige fod. Når det er sagt, så har fester og sene nattetimer aldrig været noget, jeg har dyrket. Derfor er det ”sociale pres” heller ikke på samme måde overvældende, fortæller Tobias Martensen.
Det sportslige pres fylder mere for Tobias Martensen. Her har transitionen fra tidlig akademispiller til U17-spiller givet blod på tanden.
– Der er stor forskel på at være U14-spiller til U17-spiller. Nu er der ikke så lang vej igen og en gang imellem kan du også se den vej for dig. Det kan du ikke på samme måde som U14-spiller. Men konkurrencen bliver også hårdere. Nogle bliver rykket op, andre rykket ned. De mange rotationer er medvirkende til, at man føler, det er lige nu det gælder – og de kommende år handler om at slå til, sig han.
Corona-påvirkningen
Det seneste år har for hele verden været påvirket af COVID-19, der har givet begrænsninger på flere parametre. Efter anden lockdown tilbage i december har store dele af akademiet været hjemsendt. Det har ligeledes betydet, at Kolding-talenterne, herunder Tobias Martensen, hovedsageligt har været efterladt med hjemmetræning. Men selvom holdet, rigtig fodbold og alt det tilhørende er savnet, så har Tobias set muligheder frem for begrænsninger.
– Vi har fra klubben modtaget træningsplaner og afholder jævnligt Teams-møder. Men det er i sidste ende op til en selv, hvilken forfatning man vender tilbage i. Til at starte med var det ”nemt”, da vi ikke vidste, hvor lang tid det (corona, red.) ville vare. Et par ugers gas hjemmefra er fint nok, men når du sidder på anden måned og binder løbeskoene alene, så trækker det tænder ud.
– Men det er også her du ser, hvem der vil det mest. Derfor ser jeg det også som en mulighed. Der er større chance for at komme et skridt foran din konkurrent nu, end når du har samme træning. Du bestemmer selv, hvordan du går til opgaven, fortæller Tobias Martensen.
Profil på U17-holdet og jagten om drømmen
Med otte mål og fem assist i 13 kampe har Tobias som offensiv midtbanespiller været den helt store profil i et resultatmæssigt flot efterår for U17-holdet, der på sidelinjen har været anført af træner Senthu Ariyanayagam. Netop forholdet mellem de to, har betydet meget for udviklingen af KIF-spilleren.
– Jeg har trænet under Senthu siden sommerferien og har haft min bedste halvsæson nogensinde. Han er en fremragende træner, der gerne hjælper spilleren på mere end blot det spillemæssige. Han (Senthu, red.) tager gerne de individuelle samtaler, der har givet timelange samtaler ude på banen om ting jeg måske ikke havde samme mod til at dele førhen, siger Tobias Martensen.
Nu venter der et forår, der med onsdagens genåbningsplaner ligner, at der igen er udsigter til fodbold i fællesskab og en snarlig turneringsopstart. For Tobias betyder det også, at rejsen forsætter sin almindelige gang og drømmen – den kan ingen rokke ved.
– Min ambition og drøm er at slå igennem på førsteholdet her i Kolding IF. Det er som et andet hjem for mig. At kunne leve af fodbold er uden tvivl mit største mål, siger han.