Kolding IF lagde tre point til stregen, efter Hvidovre tirsdag aften blev besejret. Holdet er nu det mest formstærke mandskab i den nedre del af slutspillet med 11 point i seks kampe.
Det var med 15 minutters forsinkelse, at opgøret mod Hvidovre blev sparket i gang. For brede kridtstreger blev ikke accepteret, hvorfor nye optegninger skulle i stand kort før kampstart. I regn og stiv kuling blæste Wichmanns tropper ud af starthullerne, der efter 41 minutter blev belønnet med en sand perle af en frisparksvariant. Anden halvleg forløb mest på hjemmeholdets præmisser, men organisationen holdt stand og Fazlagic kunne derfor lukke ballet i tillægstiden med sin scoring til 0-2.
Det var et tændt Kolding-mandskab, der ikke lod sig påvirke af den forsinkede igangsættelse. Første mulighed kom efter få minutter, hvor Jacob Torp lagde bolden mod bagerste stolpe. På modsatte wingback fik Ohlsen headet bolden på tværs til Jeppe Hansen, der endte med et hjørnespark.
Den livlige start forsatte, hvor gejsten skinnede igennem over hele linjen. Drost opsnappede kuglen i feltet, hvor han resolut trykkede af i en blokade inde på stregen. Det efterfølgende hjørnespark satte Mads Eriksen i scene. Med en stående saksesparksvariant testede han Filip Djukic af på stregen.
Det høje og aggressive Kolding-pres omkring Avanzini og Westergaard lod til at stresse Hvidovre, der hovedsageligt forsøgte med lange bolden. I bagkæden stod Høgsholt, Trier og Eriksen som perler på en snor og trak de første fem offside-kendelser forholdsvist tidligt.
I takt med at første halvleg skred frem, blev kampen mere jævnbyrdig, hvor begge hold kæmpede med spillet på den sidste tredjedel af banen. Det store regnfald havde sat sit præg på underlaget, der fremstod spejlglat i flere sekvenser.
I minut 41 kom forløsningen. En indstuderet flad frisparksvariant endte for fødderne af Drost efter Høgsholt i første omgang sprang smukt over bolden. Med en kælen afslutning lagde Kolding-topscoreren bolden op i fjerneste hjørne. Smuk scoring af Kolding.
Trods et hurtigt modsvar fra Aabech med et forsøg på overliggeren, gik gæsterne til halvleg med en vigtig føring.
På den anden side af pausen kom værterne bedst fra start. Uden de indledningsvist store chancer dominerede de i bodbesiddelse med mange indlæg ind mod Agger og Aabech.
Adam Jakobsen og Verreth blev efter 55 minutter skiftet ind til fordel for Jeppe Hansen og Kudsk. Førstnævnte kom hurtigt til en mulighed, hvor han med rappe fødderne var løbet dybt, men Matti Olsen vandt duellen, der ellers stod placeret som sidste mand.
I den anden ende pressede hjemmeholdet på. Agger søgte flere gange dybt og testede også Ibsen i buret med et kraftfuldt hovedstød. Og Agger var Hvidovres stærkeste kort igennem opgøret. Ti minutter efter testede han endnu engang Ibsens reflekser med et flyvende hovedstød fra straffesparkspletten.
Indskiftede Tobias Thomsen, der før har gjort ondt mod Kolding, bød sig også til foran Ibsen. Med en frispilning i feltet diskede Koldings sidste skanse op med en mesterlig redning på et afgørende tidspunkt af kampen.
Det var dog Kolding, som fik kampens sidste ord. Denis Fazlagic fik en friløber i tillægstiden, hvor han med sin fart lagde al modstand bag sig og placerede kuglen køligt bag Djukic til slutstillingen 0-2.
Med sejren lægger Wichmanns tropper tre point til stregen, hvor konkurrenterne Skive og Vendsyssel mødes i morgen.