Patrick Tjørnelund forlænger sin aftale med Kolding IF, så den nu gælder frem til sommeren 2024.
Patrick Tjørnelund og Kolding IF er nået til enighed om at forlænge den unge forsvarsspillers aftale. Den 20-årige vestjyde kom til Kolding IF i sommerens transfervindue fra Esbjerg fB’s U19-hold, hvor han skrev under på en 1-årig aftale. Men nu har han altså skrevet under på en ny kontrakt, det løber frem til sommeren 2024.
Cheftræner i Kolding IF Kristoffer Wichmann glæder sig over, at den talentfulde back har sat blæk på en ny aftale:
– Fra den allerførste dag kunne vi se på Tjørne, at han havde det helt rigtige mindset samt nogle store fodboldmæssige kvaliteter. Han arbejder stenhårdt til træning, er målrettet og dedikeret og et menneske, der bidrager virkelig positivt til den kultur, vi har her i Kolding IF. Alt det lagt sammen med både hans vildt høje bundniveau og endnu højere topniveau gør, at han har gjort sig yderst fortjent til en forlængelse, udtaler Wichmann.
Patrick Tjørnelund har været på banen hele 31 gange i denne sæson, hvor det er blevet til et enkelt mål, to assist og hele 11 clean sheets. Og hovedpersonen selv glæder sig til at skulle fortsætte i Kolding IF:
– Min første sæson har været rigtig fremadgående. Jeg har udviklet mig, som jeg gerne vil, og det har vist sig på banen også. Jeg glæder mig vildt meget til at skulle fortsætte her i Kolding IF. Det er et fedt hold at spille på, og som gruppe skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at komme op i den sjove ende af tabellen, fortæller Tjørnelund.
Tjørnelund har været at finde på både U17- og U18-landsholdene, hvor han har fået henholdsvis fem og fire kampe.