Kolding IFs serie 4 mandskab, spillede tirsdag aften sæsonens tredje kamp.
Efter to lidt unødvendige nederlag i sæsonens to første kampe, kom KIF mandskabet i den grad på tavlen, da Seest Boldklub blev sendt hjem med en snitter på 6-1.
Gæsterne bragte sig i front i kampens første minut, men herefter så hjemmeholdet sig ikke tilbage.
KIF førte komfortabelt med 3-1 ved pausen, efter to scoringer af Armin Dedeic, samt en enkelt af Jallal Nabolsi.
Gæsterne fra Seest havde også deres muligheder, i starten af anden halvleg, men U17 keeperen i KIF buret, Jacob Michelsen, spillede en rigtig fin kamp.
Samtidig var det dejligt at se, Christian Lykke Rasmussen, der efter en grim skade, var tilbage på banen for de hvide, og spillede en god kamp.
KIF scorede også i anden halvleg tre gange.
Armin Dedeic fik igen scoret to gange, og til sidst bankede Sebastian Risum Thomsen bolden op i krogen, direkte på frispark, til slutstillingen 6-1.
Det bliver allerede 2. påskedag muligt for KIF’s serie 4 mandskab, at følge op på denne gode indsats, når holdet gæster rækkens tophold BPI.