Vi tog imod rækkens førsteplads, og der var lagt op til et vaskeægte topbrag i 2. Division.
I kampens begyndelse blev Kolding IF presset til at stå dybt og forsvare i store dele af tiden. I de første 25 minutter havde Aarhus Fremad bolden klart mest, men formåede ikke for alvor at blive farlige. Det blev kun til en enkelt halvstor mulighed, hvor Christoffer Petersen måtte strække sig ned efter bolden, som havde kurs mod det lange målhjørne, og diske op med en god redning.
Umiddelbart efter skiftede kampen fuldstændig karakter. Kolding IF smed færre bolde væk og trak tempoet ud af kampen for at opbygge vores eget momentum. Efter et par lange indkast fra Dalton Wilkins, som skabte panik i Fremads defensiv, så kom der for alvor tro på tingene hos Kolding IF.
Nu var det Aarhus Fremads tur til at stå dybt og forsvare, og Kolding IF’s tur til at skabe målchancerne. Efter 35 minutter fik Kolding IF et hjørnespark, som blev slået ind i panden på Kiilerich, som sprang højest af alle i et tætpakket målfelt. Kiilerich headede bolden tæt forbi den fjerneste opstander. Herfra og indtil pausefløjtet fik Kolding IF virkelig momentum. Kort efter Kiilerichs mulighed opstod der en ny, stor mulighed for Kolding IF, da en nedfaldsbold landede for fødderne af Sebastian Sommer, som ramte bolden skævt, og bolden gik langt forbi målet.
Efter pausen startede Kolding, som de sluttede første halvleg af. Momentum var på vores side, og tre minutter inde i halvlegen, fik vi vores største chance hidtil. Chancen tilfaldt Thomas Mikkelsen efter et sublimt indlæg fra Mikkel Jespersen, hvor Mikkelsen stod klar på bagerste stolpe. Mikkelsen formåede dog ikke at få sit hovedstød i retning af netmaskerne.
Vi formåede ikke at omsætte vores chancer i vores gode perioder, og det straffede Aarhus Fremad prompte. I det 54. minut fik Kolding IF en ordentlig spand vand i hovedet, da Aarhus Fremad kom først på en returbold fra Christoffer Petersen og fik scoret kampens første mål.
Målet ændrede ikke kampens forløb synderligt, i og med Kolding IF allerede inden målet pressede på for en scoring, og få minutter efter var Kolding IF igen tæt på – og igen var det efter en dødbold. Christian Vestergaard kom højest på et hjørnespark og stangede bolden op på trekantssammenføjningen. Her var vi virkelig tæt på en udligning.
Trods flere store muligheder og optræk til muligheder kom udligningen aldrig. I det 75. minut blev skidt til værre, da Denius kiksede en clearing. Bag ham stod en Fremad-spiller klar til at udbygge deres føring. 0-2 til gæsterne, og nu var der langt vej til et godt resultat.
I det resterende kvarter af kampen formåede vi aldrig at skabe de helt store chancer. Reduceringen udeblev, og spændingen nåede aldrig et niveau, der kunne skabe panik i Aarhus-defensiven. Kampen endte 0-2, og vi må dermed se fremad mod næste kamp, som spilles på lørdag den 13. maj, når vi skal på en tur mod Østerbro. Her venter B93 til endnu et topbrag.
Der skal lyde, et stort tak til alle de fremmødte i dag. I var med at skabe en kanon stemning på et næsten fyldt Autocentralen Park. Vi håber at se så mange som muligt på vores kommende udebanetur og til vores næste hjemmekamp den 20. maj.