Kampen startede ud med massivt pres for Hobro i de første minutter, men herfra fik vi kampen mere over på vores præmisser og kampens første chance tilfaldt os. Mikkel Jepsersen lavede en fræk skudfinte på kanten af feltet, som gav ham plads til en afslutning. Desværre endte afslutningen lige i favnen på Hobro-keeperen.
Selvom vi fik lagt tryk på, fik Hobro scoret kampens første mål efter 20 minutter. Et indlæg fra højre sejlede over et tætpakket felt til bagerste stolpe, hvor en Hobro-spiller stod fri og sikkert kunne heade bolden i kassen. 0-1 til Hobro.
Efter målet overtog Hobro igen initiativet, og vi begyndte at spille på omstillinger. En af omstillingerne førte efter 30 minutter til et hjørnespark, som blev samlet op på venstresiden. Herfra blev bolden sparket tilbage til farezonen, og her stod Dalton Wilkins klar til at sparke udligningen i kassen. 1-1.
Et lille kvarter inde i anden halvleg var vi vidne til en Kolding IF-klassiker. Et langt indkast fra Wilkins faldt ned foran Thomas Mikkelsen, som med få meters afstand fra målet kunne flugte bolden i kassen. 2-1 til Kolding IF.
En del udskiftninger senere blev der i det 73. spilleminut scoret til 3-1. Denne gang var de nye drenge i klassen på spil. Der var lagt op til et langt indkast fra Jacob Vetter, men det blev i stedet til et kort til Albert Nørager, som spillede bolden tilbage til Vetter. Et smukt indlæg til bagerste stolpe, hvor Isak Tånnander viste stort overblik og fandt Jakob Kiilerich, som kunne sparke 3-1 scoringen i hus.
Kort inden lukketid fik Isak Tånnander mulighed for at lukke ballet. Han blev spillet fri af Tobias Sommer og var alene med målmanden. Selvom han viste stort overblik ved 3-1 målet, så skulle han i denne situation have været mere selvisk. I stedet for afslutningen prøvede han at spille bolden på tværs, hvor Yao Dieudonne var kommet med. En Hobro-spiller kom i vejen for afleveringen, og kampen endte dermed 3-1 til Kolding IF.