Lørdag aften blev første af to kvartfinaler i Sydbank Pokalen spillet, da Vejle Boldklub vandt med hele 5-1.
Opvarmningen til kampen må have været noget af vildeste, mange af KIF’s spillere har prøvet. Der blev jublet, hujet og hejet allerede en time inden kampstart, og alle startende KIF’ere fik sunget deres navn og modtog de dertilhørende klapsalver. Og det var tydeligt, at det satte gang i gæsterne fra starten af.
Vejle var godt nok mest på bolden i de første fem minutter, men det førte kun til en halv chance efter et hjørnespark. Herefter tog de sortklædte koldingensere fat i læderet og spillede rigtig flot fodbold. Efter 10 minutter kom den første af to store chancer. Wilkins fik en høj tværbold imod sig, og med en flot førsteberøring lagde han bolden til rette for Ohlsen, der havde sneget sig med i feltet og fik afsluttet. Men Grytebust i VB-målet havde bare en af de der dage og fik reddet til hjørne.
Sommer sparkede hjørnesparket ind mod Mikkelsen, som kom først og højst på den. Men endnu en gang hev Grytebust en urimelig god redning frem, hvor han ellers var på vej i den modsatte retning, end hvor hovedstødet var på vej hen. Her efter 11 minutter kunne stillingen sagtens have været 0-2, men det forblev målløst lidt endnu.
Målet kom så efter 22 minutter – dog til hjemmeholdet. Et hjørnespark fra VB blev clearet og røg ud til en ventende spiller uden for feltet, hvis afslutning blev rettet så meget af, at Petersen i kassen ikke kunne stille noget op. Og så stod der lige pludselig 1-0 ud af det blå. Og føringen blev udbygget små 10 minutter senere, da der blev clearet for svagt, så VB’s højre back med et frit spark kunne sparke den i nettet til 2-0 efter 31 minutter. VB sad mest på spillet i denne periode, efter at gæsterne ikke havde den fornødne skarphed i de første 20 minutter.
Stillingen holdt helt til pause, og spillerne gik i omklædningsrummene til klapsalver fra begge sæt af fans.
Anden halvleg startede på den eneste måde, den ikke måtte starte på. VB-angriberen var fiks på fødderne i feltet og fik sig et straffespark inden for de første to minutter. Sousa eksekverede sikkert, og så stod der altså 3-0. En kæmpe kæp i det hjul, trænerteamet havde prøvet at sætte op til anden halvleg.
Efter 55 minutter skiftede KIF to spillere ind, som allerede kort tid efter skulle vise sit værd. Kudsk og Jespersen erstattede Mikkelsen og Vestergård. Første gang Kudsk fik lov at få modtage bolden på midten og vende med den, fandt han med en perfekt pasning en dybdeløbende Jespersen, der tog bolden med i feltet og afleverede på tværs til en helt fri Ngongo, der blot skulle prikke bolden det sidste stykke over stregen, inden jublen brød løs med de medrejsende KIF-fans. Reducering efter 56 minutter, og så var håbet tilbage!
En fin periode fulgte de sortklædte efter scoringen, og 10 minutter senere havde en lidt strengere dommer dømt hånd på bolden i værternes felt. Kudsk modtog bolden og afsluttede med højreskøjten lige ind på hånden af en forsvarsspiller. Men fløjten forblev tavs. Og det moment slukkede lidt gnisten hos gæsterne. Kort tid efter scorede VB til 4-1.
Herefter fulgte en periode med få chancer og et spilovertag, der skiftede lidt. Hjemmeholdet virkede tilfredse, og gæsterne skulle nå i mål uden yderligere skade. Men så – ud af ingenting opstod en form for chance, som indskiftede Djordjevic sparkede på, og så stod den 5-1 efter 90+1 minutter. Det blev det sidste, der skete i kampen.
En hård opgave venter om syv dage, når returopgøret skal spilles på Autocentralen Park. Men intet er afgjort – drømmen lever – FORZA KIF.