En blæsende, regnvåd og mørk aften i Skive blev gevaldigt lyst op af hedt, fremadrettet presspil og chancer i spandevis til et veloplagt Kolding IF-hold som fortjent hev en 4-0 storsejr med hjem.
Efter 2 runder hvor spillet havde været godkendt, men pointhøsten var blevet på 0 point for Kolding IF, skulle der ændres på den kurs fredag aften mod Skive IK.
KIF lagde fra land som vi kender dem, med indlæg og bolde i feltet fra start. Og efter bare 2 minutter skulle de også komme foran. En opspilsfejl af Skive-forsvaret blev opsnappet af et højt Kolding-pres og da Paul Ngongo prikker den videre til Christian Kudsk på kanten af feltet, skulle der ikke mere til end en simpel skudfinte før han kunne krølle den lækkert ind med venstrefoden. Et utroligt flot spark af Kudsk, og bare 3 minutter senere skulle målnettet blafre igen.
Et frispark i siden bliver spillet kort af Sebastian Denius til en overlappende Jacob Torp som med et millimeterpræcist indlæg rammer Jakob Kiilerich, som flot header bolden ind til 2-0. Bare 6 minutter spillet også var Kolding IF flyvende fra start.
Stormløbet mod Skive-målet skulle fortsætte og efter 18 minutter er det tæt på endnu en dødboldsscoring. Et hjørnespark fra Sebastian Sommer rammer Christian Vestergaard helt tæt inde under mål, men midtstopperen kan ikke nå at dirigere den ind til 3-0.
Efter flere tilnærmelser og særdeles kvalificerede afslutninger skulle 3-målsføringen dog komme efter en halv times spil. Et frispark bliver forlænget af Paul Ngongo til en helt fri medspiller med ryggen til mål. 2 simple pasninger også var bolden lagt til rette for Ngongo der yderligt placerede bolden helt oppe i hjørnet.
Og mens hjemmepublikum stadig tog sig til hovedet over resultatet, takkede den tidligere hjemmebanehelt Sebastian Denius for en fin modtagelse – Ved at hamre bolden ind fra 35 meter direkte på frispark, via overliggeren. Et drømmemål og med en 4-0 føring til pausen kunne Kolding IF kontrollere resten af kampen som de ville.
Fra 2. halvlegs start kom der også en bare 17-årig debutant på banen for KIF. Emil Lausten blev skiftet ind i bagkæden og i videoen herunder kan du høre fra debutanten og cheftræneren ovenpå sejren.
Det meste af halvlegen gik med at Skive forsøgte at stikke igennem den strukturede Kolding-defensiv, men måtte se alle tilnærmelser blive afvist. Derimod var det tæt på både 4-5 og 6-0 for KIF men Yao Dieudonne, Mike Vestergård og Victor Dahl måtte alle se deres forsøg misse målet med små marginaler.
En helstøbt indsats fik Kolding IF tilbage på sejrssporet og i næste weekend kommer HIK på besøg på Autocentralen Park til årets sidste hjemmekamp.
Skive IK –Kolding IF 0-4 (0-4)
0-1Christian Kudsk (2′)
0-2 Jakob Kiilerich (6′)
0-3 Paul Ngongo (30′)
0-4 Sebastian Denius (35′)