Den nuværende U13-træner i Kolding IF, Simon Fink, tiltræder i en ny rolle på fuldtid som børne- og ungdomsudviklingstræner for U10-U13.
En ændring af setuppet i akademiet gør, at den nuværende U13-træner, Simon Fink, tiltræder i en ny rolle som børne- og ungdomsudviklingstræner, hvor han får ansvaret for afdelingen som omfatter U10-U13.
Simon Fink har været en fast bestanddel af Kolding IF gennem en årrække. På akademiet har han haft roller som assistenttræner for U13, U14 og U15 drenge, samt været cheftræner for U13 og U15 drenge. Derudover har han været træner på U10-U12 Talentcenter, hvilket han den seneste tid også har været ansvarlig for. Men nu skal han være ansvarlig for trænerne og uddannelsen af dem på U10-U13-årgangene. Her skal han sikre indholdet i træningerne, og hvordan vi fremadrettet træner på de førnævnte årgange.
– Jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang med at arbejde med disse aldersgrupper. Det er noget, jeg synes der er rigtig sjovt og spændende. Jeg har også valgt at takke ja til dette tilbud for at se, hvor meget vi kan rykke børnetræningen her i kommunen, siger han.
– Jeg vil gerne rykke på hele strukturen omkring, hvordan, hvad og hvor meget vi træner forskellige ting, hvor jeg tror, vi kan rykke os utroligt meget. Nu har jeg efterhånden en del erfaring i disse aldersgrupper, så jeg ved, hvad det vil sige at tage skridtet op til at blive en del af akademiet. Så jeg synes, det er rigtig spændende, at rollen hænger sammen mellem børnefodbolden og akademiet.
Simon Finks nye rolle betyder, at han går fra at være holdtræner til at være leder for en afdeling, og han sætter derfor også et par ord på, hvordan forskellen i hans nye job bliver.
– Jeg vil fortsat have en del arbejde med spillerne, men nu handler det i lige så høj grad om at lede trænerne frem for spillerne, og det er to forskellige ting og en udfordring, jeg glæder mig til at prøve af.