Senthu Ariyanayagam – en træner in spe

U17-cheftræner Senthu Ariyanayagam kan ret præcist datere det tidspunkt, det går op for ham, at trænervejen er den vej, han skal gå. Det har vi taget en snak med ham om.

En lørdag formiddag i 2010 står en kun 18-årig assistenttræner som den eneste tilbage og kigger fortvivlet ind på slagmarken – den fodboldbane i Ribe, hvor hans U13-hold lige er blevet udraderet 6-0. De regntunge og mørke skyer afspejler hans eget humør ganske glimrende. Men det er okay at have det sådan, tænker Senthu Ariyanayagam. For sådan må hans spillere jo også have det – hvis ikke værre. Med tunge skridt sjosker han tilbage til omklædningsrummet, som cheftræneren allerede har taget drengene med ind i. Nu skal han ind og have tørre sko på, pakke sin taske og køre i stilhed hjem til Haderslev.

Det, han møder i omklædningsrummet, er langt fra, som han troede. De 11-12-årige drenge, der for få minutter siden havde fået deres livs røvfuld, griner, hopper og synger, som om intet er hændt.

”Hvad i al verden foregår der, Lars?” hvisker han undrende til cheftræneren og kollegaen, Lars Ortman.

”Jeg ved det ikke. Sådan har det også været de gange, du ikke har været med, hvor vi har tabt,” svarer cheftræneren.

Senthu spørger Lars, om han ikke må få ordet. Ordet er hans, får han at vide, og i samme øjeblik pifter han, så der tilbage kun lyder et larmende ekko af drengegrin.

Interessen
Året forinden spillede en dengang 17-årig Senthu fodbold i SønderjyskE på deres U19-mandskab. Som en leder i det centrale forsvar og en med stor taktisk forståelse for spillet blev han tilbudt et job som cheftræner for et U12-hold. Den fodboldglade teenager takkede med største selvfølge ja – mest af alt grundet udsigten til et større rådighedsbeløb.

I DBU-regi skelnes der mellem bredde- og elitefodbold samt børne- og ungdomsfodbold, hvor bredde går hånd i hånd med børnefodbold, og elite findes først, når der er tale om ungdomsfodbold. I praksis foregår overgangen fra børne- til ungdomsfodbold, når et hold rykker fra U12 til U13.

Det var altså et børnehold inden for breddefodbolden, som blev Senthus første trænergerning. Og drengene, som jo hørte ind under det professionelle set-up i SønderjyskE, kunne godt spille fodbold. De smadrede de andre hold i hver evig eneste kamp. 10-0, 12-0. Enhver kunne have trænet det hold og vundet rækken, husker han at have tænkt. Men fascinationen af trænergerningen blev ikke mindre af den grund. Tværtimod. Han følte, at der skete et eller andet med ham – ja, nærmest i ham – når han stod ude på den anden side af kridtstregerne.

Kampene blev vundet, og efter den første sæson skulle drengene gå fra at spille U12 til at spille U13. Fordi holdet havde vundet rub og stub og samtidig hørte ind under SønderjyskE, skulle de også til at spille elitefodbold. Det betød, at de nu stødte ind i hold, der spillede mindst lige så god fodbold, som de selv gjorde. Og i transitionen fra bredde- til elitefodbold gik Senthu også fra at være cheftræner til at være assistenttræner. Hen over sensommeren og efteråret drog U13-drengene med cheftræner Lars og assistenttræner Senthu til nær og fjern i det sønderjyske.

Vendepunktet
En typisk efterårslørdag kører de de 54 kilometer stik vest mod Ribe, hvor dagens modstander har hjemme. Kampen ender med en nedsabling af de helt store, og i omklædningsrummet er der helt stille, efter at Senthu har fået ordet.

Han tænker over, hvordan han skal tilgå det, der udspiller sig om lidt. Det hele er gået så stærkt og er helt uventet, så han har ikke et talepapir at gå ud fra. Det hele kommer – eller skal helst komme – intuitivt til ham. En kortere kunstpause for lige at samle tankerne erstattes af en lavmælt, men dybt alvorlig stemme. Han fortæller, hvor skuffet han selv er, når han taber en fodboldkamp så stort; at han ville være gået direkte hjem i haven for at dygtiggøre sig, så det aldrig sker igen. Drengene stirrer stift mod gulvet, som om de frygter enhver øjenkontakt. Men de lytter efter den talestrøm, som rammer noget i dem.

”Er vi enige?” spørger Senthu, nu med en noget højere stemme. Der nikkes taktfast i stilheden.

Det, der skulle til
Da drengene ugen efter møder ind til træning, er de som forvandlet. Mindsettet er en helt anden, og lysten til hele tiden at blive bedre skinner igennem. Som ugerne går, bliver spillet bedre og bedre. Efter halvanden måneds tid kommer Ribe-holdet på besøg i Haderslev, og drengenes sult efter revanche mærkes i omklædningsrummet. Da dommeren fløjter kampen af, kaster de unge drenge armene i vejret efter en sejr på 2-0.

Lige der, på en græsplæne i Haderslev, mærker Senthu for første gang, hvad ord kan få mennesker til at gøre. Og dét bliver startskuddet til, at han den dag i dag lever af at træne fodbold for Kolding IF’s U17-drenge.