Et dramatisk comeback sikrede Kolding forårets første sejr. Med de tre point kravler holdet over stregen, der blev sikret af Fazlagic på en sen straffesparksscoring.
Træerne i Østerskoven blafrede omkring Hobros stadion til lyden af Koldings glædesbrøl efter en forløsende, vigtig og ikke mindst fremragende sejr. Et resultat, der kom i hus efter Wichmanns mandskab kom tilbage fra 1-0 til 1-2 på mål af Drost og Fazlagic.
Det startede også godt for Kolding, der var topmotiveret op til opgøret med en indbyrdes ubesejret historik. Ahmed Daghim lå med Drost på toppen og den vævre angriber var her, der og alle vegne. Efter seks minutter gav det høje genpres gevinst. En erobring på kanten af feltet blev spillet videre til Kristian Andersen, der var tæt på at finde en medspiller i sort foran mål.
Hobro lurede hele tiden på dybdeløbene, men bagkæden med Høgsholt, Eriksen og Kiilerich stod snorrelige, hvilket udmøntede sig i tre offsidekendelser allerede efter fire minutters spil.
Hjemmeholdets første mulighed kom derfor ud af tilfældigheder. Hvilsom opsnappede en skæv førsteberøring, men Sebastian John fik på fornemmeste vis afvist skudforsøget.
Det var særligt på venstresiden i samspillet mellem Thøgersen, Andersen og Daghim, at Kolding udfordrede Hobros defensiv. Hurtige kombinationer med en bold i dybden var opskriften på flere gode muligheder. Efter 41 minutter var Zederkof tæt på at sætte en sidste vigtig fod på et fladt indlæg, men afslutningen manglede den sidste kraft for at udfordre Kappenberger i målet.
Dermed gik Kolding til pause med flotte takter til stillingen 0-0.
Hobro var fra anden halvleg tæt på at få den perfekte start. Kirkevold kom fri igennem i feltet, men afslutningen var intet problem fro John, der kunne gribe nordmanden ud.
I modsatte ende forsatte Daghim, hvor han slap. I en direkte duel overløb han Hobro-forsvaret, men måtte se sin afslutning gå snært forbi den ene opstander og ind i sidenettet.
Det var dog Hobro, der endte med at tage føringen. Først havde Hvilsom banket på, men blev afvist af en mesterredning fra John i buret. Senere var det Andersson, og her var der ingenting at gøre, da bolden efter hjørnespark blev headet i mål.
Trods målet var ilden i KIF-øjnene intakt. Mandskabet jagtede den udlignende scoring og syv minutter efter tæmmede Verreth bolden for fødderne af Drost, der sparkede læderet i nettet til kolossal jubel i lejren. Det blev Drosts 9. mål i denne sæson, der lægger godt til i topscorerfeltet.
Wichmann foretog flere indskiftninger, der tilførte fornyet energi til det fremadstormende mandskab, der ikke lod til at tage sig til takke med uafgjort. Sejren skulle i hus og efter 87 minutter blev comebacket fuldendt. Kolding fik et straffespark efter en holde-forseelse i feltet. På pletten tog indskiftede Fazlagic ansvaret på sine skuldre, hvor han med største kølighed lagde kuglen i hjørnet og sikrede tre enormt vigtige point.
Med sejren rykker Kolding over stregen og Skive og Vendsyssel, der spiller mod hinanden søndag.