Foto af Rasmus Nielsen, KIF
Kolding IF spillede her til eftermiddag kamp på udebane mod B93. Kampen endte 1-1 efter en kamp, hvor KIF kom til klart flest chancer, men det blev altså kun til et enkelt mål og et enkelt point.
Det blev en lidt hektisk start på optakten til denne kamp. Grundet kø på motorvejen og inde i København blev spillerbussen forsinket en halv times tid. Den trillede først ind til hovedindgangen 14.05, og kampen skulle jo altså spilles kl. 15.00. Trænerteamet havde forsøgt at få kampen rykket, men det gad B93 ikke, fordi “deres spillere jo altså havde siddet og ventet i en halv time,” som en af deres trænere sagde.
Men der findes en regel om, at spillerne skal have 60 minutter, fra de ankommer til stadion. Og derfor blev kampen fløjtet i gang kl. 15.05 på Østerbro Stadion. Og det var et KIF-hold, hvor det fra start var tydeligt at se, at de ville vinde denne kamp. Inden for det første minut smækkede Sommer et frispark lige ind i pandebrasken på Mikkelsen, der headede bolden i mål. Men dommeren så en offside, der vist var god nok.
Indledningen på kampen var ligesom de fleste andre – en noget rodet affære, hvor begge hold lige skulle finde benene og tændingsniveauet. Efter et kvarters spil havde der ikke for alvor været nogle store chancer. Der var et par hjørnespark, som vi kom højest på, men ingen forsøg tvang målmanden ud i en redning.
Første gang B93 blev farlige, var efter en halv time, hvor et rigtig godt spark fra distancen tvang Petersen ud i en akrobatisk redning. Det blev ikke rigtig farligt, men de viste sig alligevel som værende lidt farlige. B93 var sådan et hold, som var tro mod egen filosofi, som var at spille bolden ved jorden – og helst ikke nogle lange, høje afleveringer.
Der, hvor KIF blev farligst i første halvleg, var, hvor Sommer fik tilkæmpet sig et frispark, som han selv sparkede. Og hvilket spark! Den røg over målmanden, men ramte desværre overliggeren.
Kampen havde bølget lidt frem og tilbage, men da dommeren fløjtede første halvleg af, stod der altså 0-0 på måltavlen.
KIF kom som forvandlet ud til anden halvleg, og inden for det første kvarter havde vi flere rigtig store chancer, der alle – på en god dag – havde givet mål. Først var det Mikkelsen efter 47 minutter, hvis hovedstød røg lige forbi opstanderen. Så var det Kudsk, som Tjørne fandt i dybden, men også dette forsøg røg et par centimeter ved siden af stolpen. Kort efter var det Letort, som også sparkede lige forbi mål. Letort og Møller var i øvrigt efter 52 minutter blevet skiftet ind i stedet for Mikkelsen og Dahl.
20 minutter inde i anden halvleg kom forløsningen! Ohlsen fik bolden i højre side, kiggede op, fandt en helt fri Letort på kanten af feltet. Niller sparkede første gang, og det viste sig at være en god idé. Afslutningen blev rettet af, gik over målmanden, og så stod der altså 0-1 til KIF efter en sindssyg stærk start på anden halvleg.
Føringen varede dog ikke længe. Blot fire minutter efter scoringen, udlignede hjemmeholdet. En situation, hvor der var en masse klumpspil i vores felt, og lige pludselig dumpede bolden ned for fødderne af en B93-spiller, og så sparkede han den ganske resolut ind til 1-1.
Vi prøvede at reagere hurtigt ved at skifte Torp ind i stedet for Tjørne. Det var Torps første kamp i lang tid, efter han har været ude med skade.
Det var stadig de hvidblå – der var hvidsorte i dagens anledning – som sad på spillet, og B93 havde egentlig kun deres omstillinger, som blev lidt farlige. Og netop en omstilling var ved at blive farlig, så anfører Eriksen hev i håndbremsen og trak et gult kort.
Herefter var det stadig KIF, der sad på det meste, men de store chancer udeblev. Og det var egentlig B93, der var tættest på at score, da de efter endnu en omstilling fik sparket på mål – dog en meters penge forbi. Og så var tiden ved at være løbet ud, så det eneste, der lige er tilbage at nævne, er, at Atu Galadima kom ind til sin officielle debut med et par minutter igen.
Ét mål scoret, ét point hentet med hjem fra en svær udebane. Næste kamp er allerede på onsdag, hvor KIF drager til FA2000 for at spille de resterende 42 minutter af den kamp, der blev afbrudt i tredje runde.