Vi kunne næsten gå direkte til anden halvleg, for der var ikke meget at skrive hjem om i de første 45 minutter. Det var ekstremt chancefattigt, og kampen blev afbrudt intet mindre end tre gange i første halvdel af halvlegen, fordi Casper Jørgensen fra HB Køge skulle modtage behandling. Det virkede nærmest som om, at pausefløjtet lød, før vi for alvor var kommet i gang.
Vi stod dybt og HB Køge havde bolden i to tredjedele af første halvleg. HB Køge formåede dog ikke at skabe noget som helst i åbent spil, da defensiven stod knivskarpt i dag. Det tætteste HB Køge kom på vores mål i første halvleg, var en returbold fra et hæderligt frispark af Marcus Gudmann, som Christoffer Petersen fik pareret ud til siden, hvor Jubril Adeji fulgte op, men også her fik Christoffer Petersen raget kastanjerne ud af ilden – uden at det for alvor brændte på.
Vi vadede heller ikke ligefrem selv i store muligheder i de første 45 minutter. Vi skal helt hen til dommerens tillægstid for at finde den første reelle mulighed. Dalton Wilkins var søgt over i den modsatte side, hvor han med hjælp fra Albert Nørager fik plads til at slå et fladt indlæg ind til Thomas Mikkelsen. Mikkelsen fik sat en bred inderside på, og det lignede, at afslutningen havde retning mod mål, inden en velspillende Cavnic frygtløst satte lemmer på spil og fik blokeret bolden.
Fem minutter inde i dommerens tillægstid fik vi et frispark i en gunstig position, som Mikkel Jespersen skulle tage sig af. Jespersen fik bolden forbi muren, men desværre ikke forbi Sebastian John inde i Køge-buret. Vi gik derfor til pause uden scoringer, og der skulle i den grad skrues op for tempoet i anden halvleg.
Og mere tempo, det kom der i den grad i anden halvleg. Allerede fire minutter inde i halvlegen kom Dalton Wilkins fri på højresiden og fik tilkæmpet sig et hjørnespark. Mikkel Jespersen tog sig af hjørnesparket og slog den ind til forreste stolpe, hvor Thomas Mikkelsen i en hård duel fik snittet bolden videre til Christian Vestergaard på bagerste stolpe, som fik lagt bolden i kassen og dermed scoret sit første mål i sæsonen.
Fem minutter senere var Thomas Mikkelsen utroligt tæt på at gøre det til 2-0, da han var listet ind i feltet efter selv at have bidraget til opspillet på kanten. Albert Nørager lagde den ellers perfekt til rette for målræven, men HB Køges Silas Hald fik reddet bolden på målstregen.
Efter den store mulighed fastholdte vi presset, og det lignede helt klart, at det var os, der skulle score kampens næste mål – men sådan gik det ikke. Køge fik et frispark på midten af vores banehalvdel, og det lignede ikke, at det skulle blive farligt, da Thomas Mikkelsen kom først på indlægget. En kikset hovedstødsclearing endte dog lige for fødderne af William Madsen, som let kunne udligne for gæsterne.
HB Køge forsøgte gentagne gange at starte spillet helt nede fra keeperen, men som kampen skred frem, virkede vores presspil bedre og bedre, og vi fik flere gange brudt bolden højt oppe på banen.
I det 65. minut fik Jacob Vetter en gylden mulighed for at bringe os i front på ny. Han gjorde alt rigtigt og fik timet sit løb til perfektion, så han kunne løbe direkte ind i bolden på et indlæg fra Mikkel Jespersen. Desværre for Vetter fik han headet bolden lidt for meget ned i jorden, og bolden gik over målet.
Det næste kvarters tid havde vi alt spillet og fik spillet os frem til den ene store chance efter den anden. Først var det indskiftede Sebastian Denius, der fik lagt bolden til rette af Asker Beck, men Denius’ afslutning fra kanten af feltet gik snert forbi det fjerneste målhjørne.
I sekvensen efter var der fare på færde igen. Kudsk fik bolden på siden og leverede en lækker, maskeret aflevering til Paul Ngongo, der var alene med målmanden. Der var ikke meget betænkningstid til Paul Ngongo, som fra en spids vinkel forsøgte at chippe bolden hen over Sebastian John, men John diskede op med en stor redning.
Med ti minutter tilbage af kampen fik indskiftede Mathias Kristensen en dobbelt mulighed for at bringe os tilbage i front. Først var det med låget, efter et Albert Nørager-indlæg, og så igen på returen, hvor “MK” smadrede bolden på overliggeren, hvor han nok skulle have scoret.
Fem minutter senere gjorde Mathias Kristensen dog skaden mere end god igen. På et frispark i omegnen af ti meter fra målfeltet kanonerede den store angriber bolden helt op i hjørnet med en kandidat til årets mål. Bolden kunne ikke placeres mere yderligt! Og vigtigst af alt, så var vi endelig i front igen – yderst fortjent.
Få minutter senere fik vi endnu et frispark. Denne gang var det tættere på straffesparksfeltet i venstre side. En lidt for spids vinkel til en afslutning, så der var lagt op til et indlæg til de store folk i feltet fra Sebastian Denius. I stedet for et indlæg fandt Denius en helt fri Christian Kudsk med en aflevering skråt tilbage i nærheden af straffesparkspletten. Kudsk satte en bred inderside på og fik lukket kampen.! 3-1 og så var Køge besejret for anden gang i sæsonen.
Christoffer Petersen, Jacob Vetter, Christian Vestergaard, Albert Nørager, Dalton Wilkins, Thomas Mikkelsen, Asker Beck, Christian Kudsk, Paul Ngongo, Mike Vestergård og Mikkel Jespersen.
Kyrylo Shushman, Sebastian Sommer, Simon Trier, Mathias Kristensen, Sebastian Denius, Jakob Kiilerich, Isak Tånnander, Omar Sheikh og Nicolai Bossen.
Sebastian John, Efe Bayrak, Marcus Gudmann, Namanja Cavnic, Sebastian Larsen, Casper Jørgensen, Janus Seehusen, Mike Jensen, Erkan Semovski, Youssef Dhaflaoui og Jubril Adeji.
1-0 Christian Vestergaard, 49’
1-1 William Madsen, 61’
2-1 Mathias Kristensen, 85’
3-1 Christian Kudsk, 88’
Christian Kudsk, 35’
Christian Vestergaard, 60’
Dalton Wilkins, 80’