Pigerne var taget på endnu en udebanetur, hvor oprykkerne fra AaB ventede og der var ingen tvivl om at de ville have 3 point med hjem.
Der skulle dog heller ikke gå lang tid før Kolding IF fik scoret kampens første mål. Benedicte Moss skulle kun bruge 3 min. hvor hun scorer efter en flot pasning fra Pernille Sanvig – og den gode start stopper ikke her. Efter 8 min. kommer Laura Faurskov også på måltavlen, da hun scorer efter et flot opspil. En drømmestart til Kolding IF, som allerede er foran 0-2 inden de første 10 min. er spillet.
Der er ikke yderligere gang i netmaskerne i 1. halvleg og pausestillingen bliver derfor også 0-2.
Efter 78 min. fik Mille Knudsen Larsen fra U19 også sin seniordebut, da hun blev skiftet ind i opgøret. Benedicte Moss lukker da også endegyldigt kampen da hun scorer til 0-3 efter 86 min, og dermed sikrer Kolding IF sig sejren og alle 3 point.
Sejren fastholder også Kolding IF på en 3. plads i tabellen med 20 point, hvor både HB Køge på 1. pladsen og FC Nordsjælland på 2. pladsen ligeledes har 20 point. Det er derfor også 4 spændende kampe der venter Kolding IF i slutningen af sæsonen.
Cheftræner Allan Drost er også godt tilfreds med kampen:
En fin præstation hvor spillerne viser stor modenhed og kontrollerer begivenhederne efter at vi har bragt os på vinderkurs tidligt i kampen! At det så tilmed bliver en kamp hvor vi kan få sparet lidt kræfter hos nogle af de spillere som har været hårdest belastet i sæsonen indtil videre og andre kommer ind og viser et godt niveau, er naturligvis bare en ekstra bonus! Sidst men ikke mindst glæder vi os over at kunne give debut til endnu en spiller fra eget akademi i skikkelse af Mille Larsen som leverer et lovende indhop!
Søndag d. 19. november kl. 15:00 spiller pigerne igen på Autocentralen Park, så der har du mulighed for at komme ned og støtte op om pigerne.