Konstante smerter har nødsaget Oskar Stentoft til et stop som fodboldspiller. Et stop, som bestemt ikke er nemt for Oskar:
– Lige nu har jeg svært ved at sætte ord på det, fordi jeg synes, at det er latterligt hårdt. Det er noget, jeg har brugt så mange år og så meget tid på, og nu er drømmen slukket. Jeg har været en del af en rejse som Kolding IF-dreng, hvor jeg har taget skridtet fra akademiet til kontinuerlig spilletid på førsteholdet, og nu til at det stopper så brat, fordi min krop ikke kan holde til det. Det tror jeg, er medvirkende til, at det er så hårdt at sige farvel, siger Oskar Stentoft.
En fodboldopvækst i vores samarbejdsklub, Kolding Boldklub, førte for Oskar Stentoft vedkommende til et skifte til SønderjyskEs talentafdeling i en ung alder. Det var i tiden i Haderslev, hvor karrieren tog et stort slag for Oskar:
– Mit skadesmareridt startede allerede, da jeg var i SønderjyskE, som førsteårs U17-spiller, hvor jeg smadrede mit knæ første gang. Det krævede en operation, og det blev til et halvandet år, hvor jeg ikke spillede fodbold. Jeg skiftede efterfølgende hjem til Kolding IF, hvor det sidenhen er blevet til to yderligere operationer for samme skade, fortsætter han.
Det er altså knæet, den er galt med, men det er ikke den typiske korsbåndsskade, som Oskar har døjet med:
– Det er min brusk mellem skinnebenet og lårbensknogle, der er revnet. Derudover har jeg kun 20% af mit korsbånd tilbage, men det er brusken, der har været problemet, da to knogler nu støder mod hinanden. Jeg har ondt hver dag uanset, hvad jeg laver. Vi har forsøgt at dæmpe smerterne ved at give knæet ro en dag om ugen, men jeg har stadigvæk ondt hver dag – selv når jeg bare ligger derhjemme.
Smerterne har fået Oskar Stentoft til at overveje et karriereskift over længere tid:
– Jeg overvejede allerede at stoppe med fodbolden i vinters, fordi smerterne går så meget ud over min hverdag. Det har været hårdt mentalt, at jeg ikke har kunnet træne optimalt. Efter nogle gode snakke med min far hen over sommeren er jeg kommet frem til, at hvis jeg gerne vil have en aktiv hverdag om 10 år, så er det et godt tidspunkt at sige tak for nu.
Spillere, som starter og slutter deres aktive karriere i samme klub, er blevet færre med årene, men det kan Oskar nu bryste sig med – dog på en lidt sørgelig baggrund.
– Jeg er jo en one-club-player, så nu er det Kolding IF til jeg dør, siger Oskar afslutningsvis med et smil.