Lørdag eftermiddag skal KIF forsøge at rejse sig igen, når Østerbro Stadion lægger bane til denne rundes kamp i 2. Division.
Klokken 15.00 på lørdag fløjtes opgøret mellem B93 og Kolding IF i gang på Østerbro Stadion. KIF skal forsøge at komme tilbage på sporet ved at drille et B93-hold, der er inde i en virkelig god stime.
Formkurve
Koldingenserne kommer fra et ærgerligt og på mange måder uheldigt nederlag til Skive IK i sidste weekend. Her havde Skive-målmanden en sådan dag i buret, at han må have været nede og spille lotto efter kampen.
B93 har i den grad vind i sejlene for tiden. De har vundet deres seneste fire kampe i 2. Division og ligger i skrivende stund nummer 2 – blot to point efter førerholdet fra Næstved. B93’s seneste nederlag kom i Sydbank Pokalens 2. runde, hvor de tabte 0-1 til KIF’s kommende modstander fra Nykøbing FC.
Hold øje med
En mand, der er umulig at komme udenom, er 23-årige Oliver Carrara. Den skarpe angriber har nettet hele syv mål i ni kampe i divisionen. Sidst han fik scoret, var godt nok mod Middelfart for små tre uger siden, men her scorede han også tre mål i løbet af de første 45 minutter. Carrara har tidligere været i Brøndbys ungdomsafdeling og er berygtet for sit forrygende højreben og fine teknik.
Hvor vises kampen?
Som nævnt spilles kampen på Østerbro Stadion, og hvis nogen skulle tage turen til Østerbro, kan billetterne købes ved indgangen eller via dette link: https://boldbillet.dk/show/event/b93-vs-kolding-if-2-okt-2021
Hvis du derimod gerne vil se kampen hjemme i stuen, bliver den livestreamet her: https://streaming.2-division.dk/live/1_75c7w3vr