Med prominente navne som Daniel Agger og Lars Jacobsen ved roret havde HB Køge en skuffende sidste sæson. HB Køge havde offentligt ytret ambitioner om at blande sig i topstriden, men sådan skulle det ikke gå, for da der var spillet 22 runder og rækken blev delt i to, endte HB Køge i nedrykningsspillet. De kom dog aldrig i fare for nedrykning og endte på en samlet 8. plads i NordicBet Ligaen.
Den tidligere landsholdsduo på trænerbænken blev skiftet ud med Nicklas Pedersen, som i øvrigt også har landskampe på CV’et, og der skulle nye boller på suppen i HB Køge frem mod den igangværende sæson.
Der blev i det netop overståede transfervindue sagt farvel til hele 11 spillere, heriblandt deres topscorer Yousef Salech, som var tilknyttet på en lejeaftale.
En ny strategi var blevet lagt, og nu ville HB Køge i stedet satse på klubbens unge talenter. Det har resulteret i nordsjællandske tilstande, hvor gennemsnitsalderen hos de startende 11 indtil videre har været på 22,7 år i de første 8 kampe i NordicBet Liga.
Selvom de unge har taget over i Køge, så har det ikke ændret meget i tabellen indtil videre. HB Køge ligger nemlig i skrivende stund stadig på den 8. plads, som de sluttede sidste sæson på. Det startede ellers lovende for det sjællandske mandskab, som indledte sæsonen med sejre over Hillerød og Vendsyssel.
Siden runde to har det dog ikke set alt for lovende ud for HB Køge, som efterfølgende tabte 4 kampe i streg, hvor det blandt andet blev til en ordentlig snitter på hele 1-7 mod vores medoprykkere fra B.93. Køges seneste 2 optrædener er endt med to uafgjorte. Først mod formstærke Fredericia og sidenhen bundpropperne fra Næstved.
Der er kommet mange nye profiler på HB Køges hold, og her kan vi blandt andet fremhæve vores tidligere spiller, Marcus Gudmann, der er kommet til fra AB. Gudmann fik en hovedrolle i HB Køges opgør mod Vendsyssel, da han blev dobbelt målscorer fra hans position i midterforsvaret.
Vi skal også have et ekstra øje på nogle af klubbens unge talenter. Her har 18-årige Erkan Semovski imponeret i sin første tid på seniorniveau. Det blev til to mål og en assist i sæsonåbneren for den unge angriber, som også kommer ind til kampen med selvtillid, da han ligeledes fandt vej til netmaskerne i HB Køges pokalsejr mod Ringsted i torsdags.
HB Køge spiller på deres 12. sæson træk i NordicBet Liga, efter de rykkede ned fra Superligaen i 11/12-sæonen. Det betyder også, at HB Køge var at finde i rækken, da vi senest spillede i landets næstbedste række. Dengang havde vi store problemer med at slå køgenserne, men tingene går hurtigt i fodbold, og i morgen har vi mulighed for at hente vores første indbyrdes sejr siden 2019.
13.03.21 HB Køge 1-1 Kolding IF
19.09.20 Kolding IF 2-4 HB Køge
23.06.20 HB Køge 1-0 Kolding IF
10.11.19 Kolding IF 0-2 HB Køge
16.08.19 HB Køge 1-2 Kolding IF
Kampen bliver spillet torsdag den 14. september klokken 19.00 på Capelli Sport Stadion. Kampen bliver vist på TV3 Sport og Viaplay, hvilket naturligvis gør det nemmere at følge med hjemmefra sofaen, hvis køreturen til Køge bliver for lang.