Det er uhyggeligt tæt i toppen af NordicBet Liga. I sidste weekend spillede vi om 3. pladsen mod Fredericia, men da vi gik tomhændet fra den kamp, blev vi overhalet bagfra af morgendagens modstander Hobro IK. Der venter altså endnu et enormt vigtigt opgør – ikke mindst for os selv. Vi skal tilbage på sejrskurs efter to tunge nederlag den seneste uge, som ligeså vel kunne være blevet til to sejre.
Hobro IK kender mange fodboldfans nok for deres tilværelse i Superligaen gennem 10’erne. Særligt deres første sæson i Superligaen var bemærkelsesværdig, da de i starten af sæsonen formåede at slå Brøndby og derefter FCK i Parken.
I 17/18 sæsonen i Superligaen gjorde Hobro sig også bemærket, da Pål Alexander Kirkevold scorede i 11 Superligakampe i træk for nordjyderne og tog rekorden for flest superligakampe i træk med scoringer fra legenderne Ebbe Sand og Peter Møller. Alexander Lind fra Silkeborg snuser i øjeblikket til rekorden og har mulighed for at komme op på 8 kampe i træk, når Silkeborg skal til Randers. Den kamp holder man nok lidt øje med i Hobro.
Efter 19/20 sæsonen var tiden i landets bedste række forbi for Hobro, og klubben har i de seneste 3 sæsoner været at finde i NordicBet Liga, hvor de ikke for alvor har været nærheden af at komme tilbage til landets bedste række.
I sidste sæson klarede Hobro frisag med 4 point til nedrykningsstregen efter sidste spillerunde. Siden da har Hobro sagt farvel til sidste sæsons interne topscorer med 11 mål, Louicius Don Deedson, som har skiftet tilværelsen i Hobro ud med ådalen i Odense.
Med Don Deedsons exit skulle målene komme andetsteds fra. Den opgave har vores tidligere akademispiller, Muamer Brajanac, taget på sig. Det er blevet til hele 6 mål indtil videre for den brølstærke angriber, som dermed allerede har udlignet sit antal mål fra sidste sæson. Med i ligningen skal man have, at Muamer Brajanac fik rødt kort og 2 spilledages karantæne i sæsonens første opgør mod Fredericia, så det er mildest talt en imponerende målfrekvens, koldinggenseren har præsteret indtil videre. Forhåbentlig bliver vores defensiv alligevel for stor en mundfuld for ham.
Hobro IK har som det eneste hold i NordicBet Ligaen stadig ikke formået at spille uafgjort. Det er blevet til seks sejre og fire nederlag for det nordjyske mandskab.
Mærkværdigt nok, så har vi haft mange af de samme resultater som Hobro. Det er blevet til sejre mod de nuværende bund-6 hold med undtagelse af Vendsyssel, som vi begge har lidt nederlag til. Vi er begge gået tomhændet fra vores opgør mod Sønderjyske og AaB, og så har vi begge blot fået en enkelt sejr mod den nuværende top-6. For Hobros vedkommende blev det til en sejr mod Fredericia i første runde og for vores eget vedkommende en sejr mod Horsens ligeledes i første runde.
Der er altså ikke meget, der skiller os fra hinanden, så det bliver en utroligt spændende kamp, vi kan se frem til i morgen.
Vi har historisk set haft et overtag mod Hobro. Vi har ikke tabt en indbyrdes kamp siden en pokalkamp i 2017. Sidenhen er det blevet til 3 sejre og 2 uafgjorte kampe. I opstarten til indeværende sæson spillede vi en træningskamp på Autocentralen Park, som vi vandt 3-1. Du kan læse referatet af den kamp lige her: https://www.kif-fodbold.dk/sommerens-sidste-traeningskamp-ender-med-3-sejr-paa-stribe/
15.07.23 Kolding IF 3-1 Hobro IK (Træningskamp)
14.05.21 Kolding IF 0-0 Hobro IK
09.04.21 Hobro IK 1-2 Kolding IF
18.12.20 Hobro IK 1-1 Kolding IF
20.10.20 Kolding IF 2-1 Hobro IK
Kampen bliver spillet søndag den 1. oktober klokken 17.00 på DS Arena. Kampen kan ses på Viaplay, hvis du har sportspakken.