Sidste kamp i grundspillet spilles i morgen kl. 15.00, hvor Brabrand gæster Autocentralen Park.
I morgen sker det. Sidste kamp på denne side af grundspillet finder sted i morgen, når Autocentralen Park byder inden for til et brag mod Brabrand. Det er tredje gang i sæsonen, at Kolding IF og Brabrand skal møde hinanden, men det er første gang på Autocentralen Park. Brabrand ligger i skrivende stund pladsen lige over Kolding IF med kun ét points forspring.
Formkurve
Kolding IF lukkede mål ind for første gang i fem kampe, da Middelfart i sidste weekend bragte sig foran 1-0 i første halvleg. Den stilling holdt dog kun til kort inde i anden halvleg, hvor Kolding IF kom ud som forvandlet efter pausen. Thomas Mikkelsen opsnappede en farlig pasning på tværs af feltet og scorede stensikkert til 1-1. Efter en times tid fremtvang Ngongo et straffespark, som han selv skulle tage sig af. Han sparkede til venstre, og målmanden reddede. Men Ngongo opfattede det hurtigt og var den første på riposten. Sådan, 1-2 til Kolding IF. I de døende minutter af kampen pressede Middelfart på, hvilket skabte muligheder i omstillingerne. Det udnyttede Kudsk, som afgjorde kampen til 1-3 med en flot afslutning helt nede i hjørnet.
Brabrands fire kampe siden opstarten har budt på én sejr, ét nederlag og to uafgjorte. De seneste to er endt uafgjort mod B93 og FA 2000. Men det har altså været nogle ret målrige opgør. Kampen mod B93 endte 3-3, og kampen mod FA 2000 endte 2-2. Århusianerne ved altså, hvor målet står, men deres defensiv halter ligeledes. Faktisk er de det hold, der har lukket næstflest mål ind i hele 2. Division – kun bundholdet fra Middelfart har lukket flere ind.
Indbyrdes
Som nævnt er morgendagens kamp tredje gang, de to hold skal op mod hinanden. Og det skete endda inden for blot fire dage. Først d. 18. september i 2. Division, hvor Brabrand scorede til kampens slutresultat 1-0 efter et hjørnespark med fem minutter igen.
Få dage efter tog Kolding IF nok en gang turen til Århus – denne gang grundet et opgør i Sydbank Pokalen. Her blev der taget revanche. Kort inden pause bragte Rasmus Nissen Kolding IF foran efter et indlæg, som han og hanshæl kom først på, og så stod der 0-1 til Kolding IF. Det resultat holdt helt til slutfjøjt, og dermed var Kolding IF videre i Sydbank Pokalen, som blev lidt af et eventyr.
Hold øje med
Brabrands topscorer i sæsonen er ikke længere at finde i deres trup, da Mike Kaljo er taget hjem til barndomsklubben. Det betyder dog ikke, at de ikke kan finde vej til målet, da Malthe Boesen virker til at have taget over på den front. Senest scorede den 25-årige angriber to mål i kampen mod B93. Boesen har sågar sin egen fanside på Facebook, Fodboldstjernen Malthe Boesen, som stammer fra hans tid på AC Horsens U19-mandskab, hvor hen efterfølgende fik en kontrakt under Bo Henriksen.
Billetter
Billetterne kan købes i døren, men hvis du vil være sikker på at få en god plads, kan de købes her: https://shop.kolding-if.dk/kampe/KIFBRIF2022
Hvor vises kampen?
Kampen spilles på Autocentralen Park, så opfordringen herfra er at komme på stadion og se drengene i aktion. Hvis du er forhindret, kan kampen ses via 2. divisions livestream (husk at oprette en gratis bruger før du kan se med): https://2-division.dk/streaming