FC Thy-ThistedQ og Kolding IF har lige mødt hinanden i Kvindepokalen og nu skal holdene igen møde hinanden i Kvindeligaen. Kampen spilles søndag d. 2. oktober på Sparekassen Thy Arena.
Senest holdene mødte hinanden var d. 21. september i Kvindepokalen, hvor FC Thy-ThistedQ vandt 4-3 og dermed spillede Kolding ud af Kvindepokalen. Sidst holdene mødte hinanden i Kvindeligaen var i slutspillet hvor Kolding IF vandt 3-1 samt en afgjort på 1-1.
På trods af at Kolding for nyligt har tabt til nordjyderne, spiller de oftest meget lige kampe og Kolding har også vundet flere gange. Derudover ligger FC Thy-ThistedQ nr. 3 i Kvindeligaen med 4 sejre og 2 nederlag.
Selvom Kolding har haft en skidt sæsonstart uden en eneste sejr, fik de i sidste kamp mod Fortuna Hjørring knækket kurven og sikrede sig dermed sin første sejr i Kvindeligaen. De vandt 2-0 over topholdet og spillede en formidabel kamp og den samme kampgejst tager de med til Nordjylland, når de drager afsted lørdag morgen.
Efter en sejr i sidste weekend er cheftræner Jesper Bisgaard fortsat opsat på at få flere point med hjem til Kolding:
– Vi er klar til kamp og er meget opsatte på at tage 3 point med hjem til Sydjylland. Thisted har en rigtig god angrebsduo, som vi skal være mere klar til at stå imod end vi var i pokalkampen, men vi glæder os til at møde Thisted igen, så vi kan få revanche.
Kampen kan i øvrigt ses på Viaplay.