Et tætpakket kampprogram betyder, at Kolding IF allerede skal i aktion igen lørdag. Efter to kampe i henholdsvis Fredericia og Viborg venter sæsonens første hjemmekamp på Autocentralen Park mod HB Køge.
Kolding IF skal lørdag forsøge at åbne pointkontoen efter to svære udebaneopgør i sæsonens indledning. I tredje runde tager de hvidklædte imod HB Køge, der sejrede mod Hvidovre i deres premiere og senest tabte til superliganedrykkerne fra Esbjerg.
Lørdagens modstander er aldeles velkendt for Kolding-mandskabet, hvor det i forrige sæson blev til tre indbyrdes opgør mod Svanerne. Seneste opgør endte i et sandt drama på Capelli Sport Stadion, hvor en afgørelse faldt ud til hjemmeholdets fordel på et straffespark dybt inde i dommerens tillægstid. Sjovere var det for Koldings vedkommende i første opgør mod HB Køge, hvor det blev til en 1-2-sejr, hvor først Jeppe Hansen dukkede op med et veltimet hovedstød inden Morten Ohlsen Hansen udbyggede med sit pragtmål. Martin Koch Helsted var som mange gange før manden bag Køges scoring, hvor han også stod noteret som målscorer i alle tre indbyrdes opgør.
HB Køge endte i sidste sæson på en 9. plads, der lige akkurat sikrede endnu et år i 1. division. Her lød udebanestatistikken på tre sejre, otte remis’ og seks nederlag, hvor holdets generelle afslutning led et knæk med blot et enkelt point i tre kampe, der rykkede rundt på placeringerne i tabellen.
Trods nederlaget til Viborg i onsdags er det et Kolding-hold, der kommer ind til kampen med stor tro på tingene. Opgøret på Energi Viborg Arena viste gode takter, hvor både Adam Jakobsen og Oliver Drost udmærkede sig med deres første scoringer for klubben. Særligt Koldings fart gjorde ondt på Viborg. Et våben, som også Fredericia mærkede. Viborg var omvendt gode på andenboldene, der i sidste ende gjorde udfaldet i en medrivende kamp.
Hos morgendagens modstander er der flere profiler, som Kolding skal holde godt øje med. Førnævnte Martin Koch Helsted springer naturligt i øjnene qua hans historik i de indbyrdes opgør. Det var ikke kun mod Kolding, at den 31-årige angriber lavede mål. I 19/20-sæsonen delte han topscorertitlen med Kjartan Finnbogason, der begge scorede 17 gange. I denne sæson er det endnu ikke blevet til mål for HB Køges offensive es.
I modsatte ende af banen har HB Køge forstærket sig hen over sommeren. Nicholas Marfelt er kommet til fra Sønderjyske, hvor han scorede i sin ligadebut efter et hjørnespark. Inde centralt har Antonio Rocco Romeo fået fuldtid. Den 20-årige canadier med italienske rødder er hentet i Toronto FC. En spændende gardering bagtil, som Koldings offensiv skal forsøge at bryde igennem når det igen går løs på Autocentralen Park i morgen.
Der er ingen karantæner hos de to hold forud for kampen.
Optaktsinterview med Morten Mølkjær:
Hvad er det for et HB Køge-hold, der venter i morgen?
– Det er først og fremmest et stærkt mandskab ligesom alle de andre hold i rækken. De har skiftet ud på mange positioner blandt andet på backen og i midterforsvaret, hvilket bliver spændende at se, men derudover har de en god fysisk, som vi også forventer de kommer med igen i morgen.
Hvilke forberedelser har i gjort forud for kampen?
– Vi synes selv, at vi har leveret en god præstation i de to første kampe. Det skal vi gerne tage med til kampen i morgen. Vi skal ikke lade os slå ud af resultaterne, men i stedet arbejde kontinuerligt med vores stil, og det har vi gjort. Vi har selvfølgelig forberedt os på det vi kan. De har flere offensive profiler i Helsted, Petersen, Adedeji m.fl. der er stærke hver især. Uden at have brugt for meget tid på modstanderen, som har været umuligt med vores kampprogram, har vi haft fokus på vores egen stil, og hvor vi skal ramme Køge for at få et godt resultat.
Hvilke forventninger stiller du til resultatet?
– Det er en kamp ligesom alle andre. Vi skal være gode til at tage det for den kamp det er. Køge er på papiret favoritter, men vi har en forventning og en formodning om, at der kommer point på kontoen i morgen.
Hvordan kan den hårde opstart mærkes?
– Truppen er fuld af energi. Faktisk så meget energi, at vi har arrangeret en reserveholdskamp mod Viborg på mandag. Vi har en stærk fysisk trup, så det er en fornøjelse.
Første hjemmebanekamp på det nye græs og med hovedtribunen helt tæt på. Hvor meget glæder I jer?
– Vi glæder os utrolig meget til at kunne mærke opbakningen fra publikum igen. Det med at komme tæt på tilskuerne giver en helstøbt fodboldoplevelse, så det ser vi frem til. Den nye bane har ligeledes været fantastisk at træne på.
Kampens dommer: Patrick Stenzel Rasmussen.
Kampen vises på Viaplay fra kl. 12:55.