Torsdag gæster Kolding IF oprykningskandidaterne fra Esbjerg på Blue Water Arena. Første indbyrdes opgør endte 1-1, hvor der nu igen er på point spil for de to klubber imellem.
Torsdagens modstander fra Esbjerg har gennemgået en positiv stime på fire sejre i streg siden de blåstribede delte med Kolding på Autocentralen Park. Med ambitioner om oprykning til sommer er den nuværende placering som nummer tre i tabellen derfor forventelig for esbjergenserne.
I Kolding-lejren hentede man senest tre vigtige point mod de direkte konkurrenter fra Vendsyssel, hvor kampens store overskrift var Oliver Drosts magiske lynhattrick. Resultatet placerer de hvidklædte på en foreløbig 10. plads, hvor forskellen op til HB Køge på 7. pladsen ikke tæller flere end fem point.
Skruer vi tiden tilbage til oktober-mødet mod Esbjerg, var det særligt Koldings holdindsats, står klarest tilbage i hukommelsen Mandskabet bakkede hinanden op i samtlige sekvenser og to redninger på stregen havde, med lidt held i den anden ende, vekslet uafgjort til sejr. Sådan gik det som bekendt ikke, og resultatet dengang må retfærdigvis siges at være et retvisende billede på det overordnede kampbillede. Du kan gense højdepunkterne her, hvor Fazlagic stod bag Koldings enlige scoring.
Esbjerg kan med sin foreløbige statistik bryste sig af ligaens næstbedste defensiv. Blot 14 gange har Kikkenborg og Højbjerg i buret samlet bolden op fra den forkerte side af kridtstregen. En statistik, der kun overgås af førerholdet fra Viborg. Offensivt har Esbjerg-maskinen leveret, hvad der skulle til for at hente 26 point. Der venter derfor Kolding store opgaver i begge ender.
Jakob Ankersen har været stærkt medvirkende i Esbjergs resultatmæssige fremgang, hvor den rutinerede kant, der sidste år hjalp AGF til bronzesucces, kun har misset 18 minutter i sæsonens foreløbige runder. I morgen venter der de første 90 min fra tribunen grundet optjente karantænepoint, og netop sådan et profilafsavn, kan skabe smårystelser for ethvert mandskab.
Hold øje med:
Mads Kikkenborg har de seneste fire opgør vogtet buret for Esbjerg fB. Den 21-årige keeper har på imponerende vis grebet chancen og med stærke præstationer både sikret sig en plads i startelleveren og en ny kontrakt. Selvom det ”kun” er blevet til et enkelt clean sheet, har Esbjerg endnu ikke tabt med den knap to meter høje målmand mellem stængerne.
I sidste optakt mod Esbjerg blev Austin og Kauko fremhævet. Det kunne sagtens gøres igen, hvor særligt sidstnævnte, der faktisk startede den kamp på bænken, siden har spillet fuld tid og bidraget med fire scoringer. Alligevel er det spændende at rette spot mod unge Zean Dalügge, der spås en stor fremtid. Mod HB Køge kom han i ilden, da en skadet Bjarnason måtte udgå efter 33 minutter. Får den 17-årige angriber chancen fra start i morgen, kan Kolding forvente en ærgerrig og fysisk angriber med power i benene, der tør angribe 1-mod-1.
Karantæner:
Jakob Ankersen er eneste mand med karantæne.
Sagt om opgøret:
Olafur Kristjansson til Esbjerg fB:
– Da vi mødte Kolding på deres hjemmebane, blev vi egentligt bare bekræftet i, at det er et rigtig godt fodboldhold med nogle individualister, der kan gøre ondt på alle hold.
– Det bølgede frem og tilbage, og ligesom vi kunne have vundet kampen, så kunne vi også have tabt. Det bliver helt lige torsdag, og vores fornemmeste opgave er at få marginalerne over til vores fordel, og det tror vi på, at vi kan.
Morten Mølkjær til Kolding IF:
– Vi skal levere en mandfolkeindsats (mod Esbjerg, red). Jeg forventer en stor mundfuld. Vi ved det er gode spillere uanset, hvem de spiller med. Men vi kan også se de har lidt skader og karantæner på deres forreste spillere, som måske betyder, at det bliver lidt anderledes end først antaget.
Dommer:
Chris Johansen får fornøjelse af at dømme opgøret.
Hvor vises kampen?
Kampen vises på TV3 Sport og Viaplay med optakt fra kl. 18:45 og kampstart kl. 19:00.