I morgen aften spiller Kolding IF på hjemmebane for første gang i tre kampe. Modstanderen hedder Middelfart, og kampen sparkes i gang kl. 19.00.
Kampen bliver præsenteret af Kampsponsor Hotel Vejlefjord og Boldsponsor Seest Gulvteknik.
Efter et par kampe på udebane, hvor resultaterne virkelig har flasket sig, skal Kolding IF nu igen i kamp på Autocentralen Park. Det sker i morgen, fredag, kl. 19.00, når Middelfart kommer på besøg. Så tag din partner, ven, uven, veninde eller andre godtfolk under armen og trop op på Marcus Allé 30 og støt Kolding IF!
Formkurve
Kolding IF har i den grad fundet formen her i slutningen af sæsonen. Kolding IF er det hold i Superligaen, NordicBet-ligaen og 2. Division, der er gået længst tid uden nederlag. Med hele 10 kampe uden nederlag og med en sejr i de seneste to går morgendagens hjemmehold på banen med masser af selvtillid. I lørdags blev en kæmpe skalp taget, da Aarhus Fremad blev slået med hele 1-5 på eget græs, efter at de ellers var kommer foran efter mål af Niels Letort. Derfra gik det stærkt. Kudsk udlignede først med et drøn, der sad helt oppe i hjørnet. Derefter scorede Stentoft sikkert efter formidabelt opbygningsspil. Så var Stentoft i oplæggeren rolle, da Kudsk scorede sit andet mål til 1-3 i starten af anden halvleg. Efter passivt forsvarsspil scorede Jespersen til 1-4, inden Tjørne lukkede og slukkede med sin scoring til 1-5. Forrygende dag på Riisvangen Stadion!
Middelfart er faktisk også inde i en god stime. To sejre på stribe, hvoraf den ene var mod det andet bundhold FA 2000, gør, at Middelfart er kravlet op på 11. pladsen. I 2-0 sejren over FA 2000 bragte en tidligere ven af huset, Denis Fazlagic, hjemmeholdet i front et par minutter inde i anden halvleg. Mads Jørgensen scorede kampens sidste mål på et fremragende direkte frispark med en halv time igen, og det var altså nok til, at de to hold byttede plads i tabellen.
Indbyrdes
Det er tredje gang, de to klubber skal mødes i denne sæson – og dermed den første gang i slutspillet. De første opgør endte uafgjort på Autocentralen Park, hvorimod den seneste kamp endte med en sejr på 1-3 til Kolding IF i Middelfart. Her kom Kolding IF nok en gang bagud, før scoringskontoen åbnede. Mikkelsen udnyttede en fejl i opspillet og bragte balance i stillingen, inden Ngongo først brændte et straffespark, men scorede på riposten til 1-2. I overtiden afgjorde Kudsk så kampen med sit mål til 1-3.
Hold øje med
I det seneste opgør spillede Middelfarts venstre kant, Marcus de Claville, en god kamp. Den vævre kantspiller scorede også Middelfarts føringsmål og har nettet fire andre gange i sæsonen og leveret to assists. Derudover skal vores gamle ven Denis Fazlagic naturligvis også nævnes. Som skrevet scorede han senest mod FA 2000, og mange omkring Kolding IF kender til hans store kvaliteter og rutine.
Billetter
Billetter til kampen kan købes i døren på dagen, eller de kan købes allerede nu lige her: https://shop.kolding-if.dk/kampe/KIFMBK_060522
Hvor vises kampen?
Kampen livestreames og kan ses via dette link: https://2-division.dk/streaming