Vi starter den næste fase af sæsonen i morgen med en hjemmekamp mod HB Køge. Det er blot lidt over tre uger siden, vi mødtes i Køge, og i morgen er det så vores tur til at få hjemmebanefordelen.
Da vi i september mødtes i HB Køge, fik vi ret hurtigt spillet over på vores præmisser. Vi skabte enormt mange chancer i første halvleg og holdt HB Køge langt væk fra eget mål. Det blev blandt andet til et stolpeskud fra Albert Nørager, og det var ikke den eneste gang, vi ramte træværket. Dalton Wilkins spillede en fantastisk første halvleg og var ligeledes tæt på at få bolden sparket i kassen på et skud udefra. Thomas Mikkelsen kom også frem til flere gode muligheder, men heller ikke han fandt frem til målet i første halvleg. I det hele taget var det utroligt, at vi gik til pause uden at have scoret.
Efter pausen gik der heldigvis ikke lang tid, før vi langt om længe kom foran. Og det kom efter en lidt spøjs situation, hvor alle vores hovedstødsstærke var med fremme på en standard. Bedst som man troede, chancen var ved at dø ud, endte bolden for fødderne af Mikkel Jespersen, som lagde en sukkerbold ind i farezonen, hvor Mike Vestergård vred sig fri og fik lagt bolden i kassen med en bred inderside.
Indtil kort tid efter havde det været en kamp med fuld kontrol, men da Dalton Wilkins trak sit andet gule kort i billetautomaten, skiftede kampen lynhurtigt karakter. Vi gik over i et 5-3-1-system, og så skulle kampen ellers forsvares hjem den sidste halve time. Det gik fremragende det første lange stykke tid, men mod slutningen begyndte HB Køge at nærme sig en udligning. Det blev dog aldrig til mere end lige ved og næsten for vores unge modstandere, og vi vandt dermed kampen med et stensikkert 0-1 resultat.
HB Køger ligger i skrivende stund på 8. pladsen i NordicBet Liga med 11 point. Siden vi mødte hinanden sidst, har Køge først været på en svær udebanetur til Aalborg, hvor det er de færreste, der får noget med hjem i øjeblikket. Det var dog tæt på, at Køge kunne stjæle et enkelt point med til Køge, inden Lucas Andersen lukkede kampen med en 2-0 scoring i kampens tillægstid.
I sidste runde fik Køge besøg af Helsingør, hvor vores kommende modstandere fik lagt tryk på gæsterne fra kampens første fløjt. Vi skulle dog helt frem til det 79. minut før det lykkedes Køges topscorer Jubril Adedeji at få bolden sparket i kassen, efter at have rundet Helsingørs keeper.
HB Køge kommer altså til Autocentralen Park med en sejr på selvtillidskontoen, og selvom det så ret overbevisende ud sidst vi mødte hinanden i Køge, indtil vi kom en mand i undertal, så kunne Køges unge drenge nemt give os udfordringer på eget græs.
14.09.23 HB Køge 0-1 Kolding IF
13.03.21 HB Køge 1-1 Kolding IF
19.09.20 Kolding IF 2-4 HB Køge
Vi glæder os helt enormt til endnu et opgør på vores allesammens hjemmebane, og vi håber naturligvis også på at se så mange af jer som muligt på Autocentralen Park. Der er kampstart lørdag klokken 15.00. Hvis du uheldigvis ikke har mulighed for at komme på stadion, så kan du se kampen på Viaplay, hvis du har tilkøbt sportspakken.