På fredag tager vi hul på den næstsidste hjemmekamp i sæsonen, og det kan næsten ikke blive mere spændende i toppen af 2. Division, end det er lige nu. Kun et enkelt point skiller os fra de sjove oprykningspladser – og med fire kampe tilbage i sæsonen, så bliver det snart afgjort, hvem der skal spille i hvilken række efter sommerpausen.
Vi har gode muligheder for at tage store skridt mod oprykningen på fredag. Thisted, som er kampens modstandere, er det absolutte bundhold i kvalifikationsspillet, og selvom de har tilkæmpet sig fire point i deres seneste to kampe, så har de længe været matematisk sikret at blive i 2. divisionen næste sæson. Thisted har derfor slet ikke ligeså meget på spil, som vi har i Kolding IF forud for kampen.
I denne sæson har vi haft godt styr på Thisted. Det er blevet til tre sejre ud af tre mulige, og særligt vores angriber, Thomas Mikkelsen, har nydt godt af at spille mod Thisted. For hans vedkommende er det blevet til fire mål i de tre indbyrdes kampe, og da vi mødte hinanden sidst i Thisted, for en måneds tid siden, blev det til intet mindre end et hattrick fra Thomas Mikkelsen.
Tilskuertallene fra vores seneste hjemmekampe har været et godt stykke over 3000 både mod B.93 og Aarhus Fremad. Det vidner om stor opbakning fra byen, og det er vi evigt taknemmelige for. Til trods for det, så er det ikke lykkedes os at give alle jer tilskuere en hjemmebanesejr i kampene, hvilket både Kristoffer Wichmann og spillerne har udtrykt stor ærgrelse over.
Selvom det ikke er blevet til 3 point i vores to seneste hjemmekampe, så har spillerne leveret fornuftige præstationer på banen. Den sidste skarphed og marginaler i begge ender har manglet, og det har været udslagsgivende for at vi ikke har kunnet give tilskuerne deres ellers fortjente sejr.
Det har vi mulighed for at revanchere på fredag. Vi opfordrer derfor til at komme ned på Autocentralen Park og give spillerne endnu en mulighed for at give jer den sejr, som de hungrer efter at give. Det har aldrig været mere spændende end nu, og vi har aldrig haft så meget brug for jeres støtte.
Billetter til kampen kan købes her: https://shop.kolding-if.dk/
28.04.23 Thisted 0-3 Kolding IF
17.03.23 Thisted 0-1 Kolding IF
13.08.22 Kolding IF 4-0 Thisted
Der er kampstart fredag den 26. maj klokken 19.00 på Autocentralen Park.
Hvis du skulle være forhindret i at komme og støtte drengene på banen, så bliver kampen streamet på https://2-division.dk/streaming.