Mandag eftermiddag spilles første runde af slutspillet, når Brabrand gæster Autocentralen Park endnu en gang. Kampen fløjtes i gang kl. 13.00.
Påsken nærmer sig sin afslutning, og hvilken bedre anledning end at bruge sin sidste fridag på et formentligt solbeskinnet Autocentralen Park? Vejrguderne lover i hvert fald perfekt fodboldvejr hele dagen. Ligesom sidst, Kolding IF spillede, besøger Brabrand Autocentralen Park, når dommeren fløjter opgøret i gang kl. 13.00.
Formkurve
Kolding IF har ikke tabt en gældende fodboldkamp i 162 dage og er derfor den fodboldklub i landets tre bedste rækker, der har gået længst tid uden at tabe. Faktisk skal vi helt tilbage til d. 6. november for at finde den sidste tabte kamp i 2. Division. Senest blev det til en uafgjort og målløs kamp mod morgendagens modstander fra Brabrand, mens det weekenden før blev til en flot 1-3 sejr over Middelfart på udebane.
Brabrand, som ligger en enkelt plads over Kolding IF med kun et enkelt point mere, har spillet tre uafgjorte kampe i streg. Først mod FA 2000, så mod B93 og senest mod Kolding IF. Brabrand er derudover det hold i rækken, der har lukket næstflest mål ind – hele 36 mål i 22 kampe.
Indbyrdes
Det er nu fjerde gang, de to hold skal møde hinanden i denne sæson. Og det tør siges, at det har været nogle meget lige opgør. Brabrand vandt den første 1-0, Kolding IF vandt den næste 0-1, og senest endte kampen som nævnt 0-0.
Billetter
Billetter til opgøret kan købes i døren eller via dette link: https://shop.kolding-if.dk/kampe/KIFBRSLUT180422
Hvor vises kampen?
Kampen bliver spillet på Autocentralen Park, og herfra skal der lyde en stor bøn om at tage dine kære under armen, tage turen til Marcus Allé 30 og hep på de hvidblå i en vigtig kamp.
Hvis du er forhindret, kan kampen livestreames via dette link: https://2-division.dk/streaming
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kampen bliver præsenteret af Boldsponsor Mazur AV.