Kolding IF drager fredag til Nordjylland i ligaens fjerde runde mod Vendsyssel, hvor begge hold skal forsøge at revanchere sidste rundes nederlag. Læs om modstanderen og hør Morten Mølkjærs tanker om kampen.
Lørdagens hjemmekamp mod HB Køge blev ikke som Kolding havde drømt om. Et oplagt HB Køge-mandskab sænkede de hvidklædte på kynismen, hvorfor man for anden runde i træk tabte med cifrene 4-2. I modsatte lejr mødte Vendsyssel ligaens førsteplads fra Helsingør. Her blev nordjyderne sendt den knap fem timers lange vej hjem med et 3-0-nederlag i bagagen.
Sæsonens start har ikke været som håbet i Vendsyssel, der i 18/19-sæsonen havde sin daglige gang i 3F Superligaen. I ligapremieren blev det til et opsigtvækkende 6-0-nederlag til Fremad Amager, der senere bød på oprejsning i sejren mod Hobro inden det føromtalte opgør mod Helsingør.
Vendsyssels ni inkasserede mål står i skarp kontrast til 19/20-sæsonen, hvor holdet var kendt for deres jerndefensiv. Med blot 39 mål imod kunne sidste sæsons 7. plads bryste sig af ligaens anden bedste defensiv. Det på trods af en negativ stime mod de afsluttende kampe. Den vaklende defensiv må få Koldings forreste til at slikke sig om munden. For hvor der bagtil har været problem, har Koldings offensiv bestemt ikke fejlet noget. Med fem mål i de første tre opgør har A. Jakobsen, Nautrup, Fazlagic og Drost alle bidraget med mål, hvor Jeppe Hansen nu også er blevet sin skade kvit.
Sidste gang Vendsyssel og Kolding stod overfor hinanden var d. 26. juni. En kamp, hvor begge hold leverede flot fodboldspil og ganske retfærdigt delte i porten. Kolding havde en mere jagtende rolle i kampen, hvor først Ali Messaoud omsatte et straffespark til mål. KIF svarede igen før pausen, inden Ogude bragte hjemmeholdet tilbage i front fra starten af 2. halvleg. Simon Trier fik med sit første Kolding-mål bragt balance i regnskabet til kampens endelig 2-2-resultat. Du kan se highlights fra opgøret her.
Meget er trods alt sket siden Kolding sidst besøgte Nord Energi Arena. Den tidligere Kolding-spiller, Johnny Mølby, står ikke længere i spidsen for Vendsyssel, der også har gennemgået en overtagelse af det schweiziske fodboldselskab Core Sports Capital. Der er sagt farvel til spillere som Jakob Blåbjerg, Emmanuel Ogude, Wessam Abou Ali, m.fl. Klubben har derfor gennemgået en større omvæltning på flere bærende positioner.
Af offensive erstatninger er Mikkel Agger fra ligakonkurrenterne i Viborg kommet. Den 27-årige skarpretter udgjorde sin del af viborgensernes målfarlige offensiv med seks mål og fem assist i sidste sæson. Vendsyssels angrebsindkøb fik ligeledes sin debutscoring i 3-0-sejren over Hobro. Målet kom efter en lang bold, hvor Agger tog bolden ned i løb og i samme berøring sendt kuglen i nettet. Netop denne kvalitet til at finde rummet på trods af tæt markering gør Mikkel Agger til et giftigt våben, som Kolding bør holde øje, såfremt han er tilbage i truppen efter at have siddet ude mod Helsingør.
Ali Messaoud er også en mand, der skal nævnes frem mod kampen i morgen. Den målfarlige angriber scorede tre gange mod Kolding sidste sæson. I defensiven kan Anders Bærtelsen med fordel fremhæves. Den 20-årige midterstopper er ny mand i klubben, hvor han i sommers blev hentet fra naboerne fra Aab.
Ligesom kampen i sommers er det Patrick Remon Gammelholm, der bliver manden med fløjten.
Ingen af de to mandskaber afsoner karantæner op til kampen.
Kampen vises på Viaplay fra kl: 18:55.