I morgen spiller Kolding IF på udebane mod Brabrand. Kampen fløjtes i gang kl. 14.00
For anden gang i denne uge skal Kolding IF i kamp – og for anden gang er det faktisk et hold fra Århus, der venter. Denne gang hedder modstanderen Brabrand, som kun ligger tre point over stregen.
Fromkurve
Kolding IF ligger stadig i den sjove ende af kvalifikationsspillet, og med det ene point mod Aarhus Fremad i onsdags sikrede de hvidblå endnu en sæson i 2. Division. Og hvilket comeback det var i midtugen. Gæsterne fra Aarhus Fremad kom foran både 0-1 og 0-2 inden pausen, men gode løb med og uden bold fra især Ngongo og Torp gjorde, at scoren var blevet udlignet med 25 minutter igen. Først var det Torp, der spillede Ngongo helt fri foran mål, og så stod der 1-2, og lidt senere var det så omvendt, hvor Ngongo spillede en helt fri Torp, der udlignede til kampens slutresultat 2-2.
Brabrand kæmper som nævnt for overlevelse. De fik livsvigtige point i torsdags, hvor de vandt 1-2 på udebane over Middelfart i en rigtig seks-points-kamp, der gjorde, at Brabrand nu har fire point ned til fynboerne på sidstepladsen. I allersidste runde af 2. Division er der lagt op til en ren gyser, hvor Brabrand tager imod FA 2000 i en kamp, der godt kunne blive en direkte duel om nedrykning, da der i skrivende stund kun er tre point mellem de to hold.
Indbyrdes
Det er intet mindre end femte gang, at de to mandskaber skal stå over for hinanden. Normalt hedder det sig jo, at det er fire gange med denne turneringsform, men da Kolding IF slog Brabrand ud af Sydbank Pokalen, er der altså lige tilføjet en ekstra head to head. De tre foregående i 2. Division har været tætte – 1-0 til Brabrand og så to gange 0-0.
Hvor vises kampen?
Kampen livestreames og kan ses via dette link: https://2-division.dk/streaming