Foto af Ken Jepsen, KIF
Fredag aften byder Autocentralen Park inden for til den sidste hjemmekamp i 2. Division på denne side af nytår, når Næstved Boldklub kommer på besøg.
Klokken 19.00 fredag aften spilles den sidste hjemmekamp i 2. Division inden vinterpausen. Så kom ned og støt drengene på Autocentralen Park, når Næstved Boldklub gæster den flotte bane i morgen, fredag.
Det er værd lige at nævne, at cheftræner for Næstved er den tidligere assistenttræner for Morten Olsens landshold, Peter Bonde. Bonde var i jobbet som assistent i hele 10 år – fra 2006 og helt frem til Olsen stoppede i 2016.
Formkurve
Det har – som tidligere skrevet – været med stop/start for Kolding IF i denne sæson. De seneste to opgør har resulteret i nederlag til først B93 og senest Aarhus Fremad. Men inden da havde de hvidblå været ubesejret i tre kampe i streg.
Næstved BK har derimod haft meget vind i sejlene igennem hele sæsonen og ligger altså på en klar førsteplads. De er uden nederlag i de seneste seks kampe, hvor det er blevet til fem sejre og en enkelt uafgjort med Aarhus Fremad. Morgendagens gæster er tilmed det hold, der har scoret næstflest mål og lukket næstfærrest ind.
Indbyrdes
Det er efterhånden længe siden, at det omvendte opgør blev spillet. Faktisk skal vi helt tilbage til 15. august, hvor Næstved lagde bane til kampen i runde to. Og den kamp endte med en 1-0 sejr til Næstved i en kamp, hvor KIF ellers havde chancerne til langt mere. Tidligt i første halvleg havde Ohlsen en gigantisk chance, som blev clearet på stregen, ved stillingen 0-0. Og det blev altså straffet senere i kampen, hvor en fin, fald aflevering i dybden endte i en scoring, som blev kampens eneste.
Hold øje med
Det kan ikke undgås at nævne Mileta Rajovic og Ahmed Hassan. De to angrebskollegaer har stået for hele 21 ud af 31 mål. Førstnævnte har scoret 11 gange, mens Hassan har scoret 10. Begge angribere scorede i det seneste opgør mod Thisted – Hassan scorede endda hele tre gange i 4-3 sejren over Thisted.
Derudover skal Mathias Høst nævnes. Den 23-årige venstre back har assisteret tre gange indtil nu i sæsonen. Han har ligeledes spillet 14 ud af de 15 kampe, hvor han har været en del af et yderst solidt forsvar.
Billetter
Billetter til kampen kan som altid købes i indgangen. Men hvis du vil sikre dig en bestemt plads, kan billetterne købes her: https://shop.kolding-if.dk/kampe/KIFNBK21
Hvor vises kampen?
Kampen spilles på Autocentralen Park. Og det er – som sagt – årets sidste hjemmekamp i 2. Division, så kom ned og støt drengene – ligesom Wichmann i øvrigt også opfordrer til og håber på. Men hvis du af den ene eller anden grund skulle være forhindret, livestreames kampen og kan ses via dette link: https://streaming.2-division.dk/live/1_9xzbd8tn
Kampen bliver præsenteret af Kampsponsor Rotpunkt Køkken og Boldsponsor Jacobsen Byg.