Kolding IF har igangsat et nyt initiativ, hvor helbredsbegrænsede personer tilbydes fleksjob i klubben. Missionen er at opkvalificere hver enkel til at vende styrket tilbage på arbejdsmarkedet.
Kolding IF står bag et nyt initiativ, der fremover vil huse fem fleksjobbere i klubben i halvårlige perioder. Et socialt tiltag, der skal sikre, at personer med helbredsmæssige udfordringer kommer tilbage på sporet gennem kyndig hjælp og praktiske arbejdsopgaver i klubben.
En af idémændene bag initiativet ved navn KIFleks er Kolding IFs teknisk chef, Frederik Lund, der glæder sig over, at klubben kan give noget tilbage til byen.
– Vi har gået med tanken om KIFleks i et godt stykke tid. Vi står nu i en situation, hvor vi har mulighederne og ressourcerne til at løfte den opgave i fællesskab og give noget tilbage til byen, der ikke bunder i et underholdningsperspektiv, men et større socialt tiltag. Forhåbentligt kan det hjælpe en masse personer tilbage på arbejdsmarkedet, siger Frederik Lund.
KIFleks vil arbejde efter et kriterie om at prioritere de koldingensere, der har været væk fra arbejdsmarkedet i længst tid. Det betyder varierende arbejdstimer, kapacitet og opgaver for hver enkelte, der alle ansættes på lønkontrakt i hele perioden.
Klubben lover også at yde en indsats på den anden side af den halvårlige kontrakt, hvor særligt netværket skal bruges til at hjælpe de forskellige personer videre.
– Vi ønsker at hjælpe personer i KIFfleks på den lange bane. Det giver os også et ansvar for at handle og udnytte den opkvalificering, der skal skabes hernede til i sidste ende at hjælpe med en arbejdsplads i fremtiden. Det kan vi gøre gennem det netværk, vi sammen har skabt i klubben, siger Frederik Lund.
Manden, der står med hovedansvaret for KIFleks, er Jacob Nielsen, der i marts blev fuldtidsansat i Kolding IF. Selv glæder den 26-årige ungdomstræner sig over modtagelsen og rollen som tovholder på det nye sociale projekt, der harmonerer godt med, hvem han selv er som person.
– Det handler om at vi får nogle ind, der har brug for et trygt sted at være og en social omgangskreds. Mine kompetencer ligger særligt i relationsskabelsen, der sikrer, at jeg kan vurdere, hvor den enkelte står under forløbet hos os, fortæller Jacob Nielsen og uddyber:
– De (fleksjobberne, red.) har taget godt imod projektet. De er lynhurtigt blevet en del af fællesskabet i Kolding IF, der kun har budt på positive oplevelser. Opgaverne har været meget forskellige. Det er alt fra vedligeholdelse, cafédrift og administrative opgaver, der er skræddersyet til det enkelte individ.
KIFleks havde startdato d. 6. april og har i skrivende stund allerede tre pladser udfyldt.