Hos Kolding IF Fodbold fortsætter den strategiske oprustning udenfor linjerne med ansættelsen af to ny presseansvarlige til henholdsvis herre- og damesiden. Camilla Møller Larsen og Tobias Jensen bliver de nye kreative hjerner bag klubbens kommunikative tilstedeværelse.
Camilla Møller Larsen bliver en del af kvindeafdelingen og vil beskæftige sig med nyheder, sociale medier og annonceringer i forbindelse med kampene i Gjensidige Kvindeligaen. Ud over i forvejen at bruge en masse tid på fodbold i sin fritid, arbejder Camilla på 20 år til dagligt som manager hos en restaurant i byen, sideløbende med skriverierne for Kolding IF.
Klubbens tekniske chef, Frederik Lund, glæder sig over det øgede engagement på de interne linjer:
-Det er fuldstændig i tråd med klubbens ambition om at rykke sig hver dag at vi fortsætter med at holde os skarpe udenfor linjerne, med to unge mennesker som brænder for fodbold og formidling, og på den måde er det et scoop for klubben at få tilknyttet to engagerede unge mennesker på kommunikationssiden.
Hovedansvaret for herresidens presseaktiviteter bliver placeret hos Tobias Jensen, 24 år og international virksomhedskommunikationsstuderende ved Syddansk Universitet i Kolding. Tobias har boet i byen i 2 år og fulgt klubben udenfor Autocentralen Park, og bliver nu en del af KIFs eksterne kommunikation og presseaktiviteterne på kampdage for klubbens førstehold. Tobias overtager rollen fra Alexander Pilgaard Kjær som stopper for at hellige sig sit studie på journalistuddannelsen. Alexander er fuld af roser og glæde over sin tid hos Kolding IF:
-Jeg vil gerne sige tusind tak til alle i og omkring Kolding IF for min tid som presseansvarlig. Det var en sjov, lærerig og opadgående rejse, som jeg ser tilbage på med stor glæde. Jeg tror på, at når først man bliver en del af Kolding IF-familien, kan man aldrig komme til at slippe den helt. På trods af at jeg ikke er fra Kolding-området, er der ingen tvivl om, hvilket hold i Danmark mit hjerte ligger nærmest, lyder det fra den afgående presseansvarlige på herresiden.
De nye ansigter er allerede startet i deres stillinger og vil være at finde på Marcus Allé i hverdagene og på kampdage. Camilla kan fanges på cml@kolding-if.dk og på mobil 23 80 34 77, samt Tobias på toj@kolding-if.dk og på mobil 41 24 15 05.