Det er ikke kun landets senior elitemiljøer som er under udvikling, men også danske klubbers børne- og ungdomsmiljøer, som har fået stor opmærksomhed de seneste år, hvor bl.a. relativ alderseffekt og sen specialisering samt andre udfordringer i den nuværende struktur, som er blevet diskuteret blandt førende eksperter.
I Kolding IF har vi et ønske om at etablere os som en af de førende klubber i landet indenfor børne- og ungdomsfodbold. Klubben tager idag endnu et stort skridt for udvikling af børnemiljøet, med halvtidsansættelsen af en Børneudviklingstræner. Klubbens nye børneudviklingstræner er den talentfulde 27-årige Alexander Klindt Andreasen. Alexander har en kandidat i idræt og sundhed fra SDU, hvor han har skrevet speciale i tidlig- og sen specialisering. Til sin ansættelse udtaler Alexander ”Jeg ser frem til de nye udfordringer i KIF og jeg har stor tiltro til mine kommende kollegaer og klubben generelt”. Alexander kommer bl.a. til at være ansvarlig U6-U12 i Kolding IF, samt FSK drenge- og pigetalentcenter. FSK Talentcentrene træner ugentligt med dygtige U10-U12 drenge og U10-U13 pige spillere. For U6-U9 afdelingen kommer Alexander til at være ansvarlig for planlægning og afvikling af træningerne i tæt samarbejde med afdelingens nuværende og kommende trænere. Dette er med til at styrke de faglige og pædagogiske kompetencer omkring denne afdeling, hvilket er et stort skridt mod vores ønske om at udvikle et af landets bedste børnemiljøer. For afdelingen U10-U12 i Kolding IF, overtager Alexander rollen fra Anders Grønborg Greve som har haft rollen det seneste år. Anders trapper ned i klubben for at op prioritere familie og arbejde, men fortsætter som træner omkring FSK-Talentcenter, hvilket vi er rigtig glade for. Anders har ydet en stor indsats for klubben som Børneudviklingstræner, og vi er glade for, at han fortsætter i klubben, og sikrer en god overgang og indkørsel for Alexander.
Til den nye ansættelse udtaler klubbens Talentchef Frederik Lund at han glæder sig til det øgede fokus på børnefodbolden. ”Vi har som klub de senere år haft stor fokus på at ombygge akademiet, det skal vi fortsætte med. Men nu har vi ressourcerne og evnerne til også at øge kvaliteten i vores arbejde omkring de yngste spillere. Med evne følger ansvar og vi glæder os til at blive endnu dygtigere på området, og til dette er Alexander den helt rigtige person”.