I comebacket efter den ufrivillige corona-pause gik Kolding IF fra banen med et 1-1-resultat mod SønderjyskE. Jeppe Hansen scorede et akrobatisk mål, mens modstanderne scorede et glimrende holdmål.
Der var før dagens opgør stor spænding omkring, hvilken form og hvilket spil vi skulle blive vidner til, da Kolding IF og SønderjyskE, efter mere end to måneder siden sidste kamp, igen skulle spille. Der blev dog fra første fløjt spillet med høj intensitet, og begge mandskaber leverede i glimt fine takter. Det blev ikke værre, da Jeppe Hansen kort efter pausen scorede et saksesparksmål og gav KIF føringen. Føringen holdt indtil det 80. minut, hvor SønderjyskE leverede et suverænt holdmål.
Kampen var blot få sekunder gammel, da Morten Hansen gik i græsset efter at have fået et slag og kort tid efter tog Alexander Bah samme tur. Dermed tegnede der sig hurtigt et billede af, at det var to veloplagte hold der var kommet på banen. Ligeledes var holdene velorganiserede, hvorfor begge sider havde svært ved at spille sig frem til chancer i kampens begyndelse.
Efter godt et kvarters spil faldt kampens første reelle chance. Et par fine kombinationer fra KIF mundede ud i et fladt indlæg af Mikkel Jakobsen, og til sidste kunne Fazlagic fra en position midt for mål afslutte relativt upresset. Afslutningen gik dog i sidenettet. I modsatte ende viste SønderjyskE ad flere omgange flot småspil, hvilket var tæt på at kaste gode muligheder af sig. Dog var Kolding-forsvaret på plads, og især Mads Eriksen kom imellem en del bolde.
Læs også: Banebrydende opgraderinger af Kolding IF Fodbolds faciliteter på vej
Efter godt en halv times spil kom Glen Riddersholms tropper til deres første store mulighed. Alexander Bah modtog bolden og var pludselig i en god position. Bahs afslutning blev sendt fladt mod det lange hjørne, men Frederik Ibsen kom flot ned og blokerede med foden. Få minutter efter vandt Sebastian Sommer et frispark i en farlig skudposition. Denne tog Mads Eriksen sig af, men det blev ikke farligere end, at skuddet gik i SønderjyskE-muren.
Da første halvleg lakkede mod enden, var det tæt på at udeholdet tog føringen. Et dårligt første touch i Kolding-forsvaret resulterede i, at Anders K. Jacobsen opsnappede kuglen og gik mod mål. Han gav bolden videre til Christian Greko, der afsluttede over mål. Da bolden igen var i spil, kom KIF hurtigt til et indlæg, og her var Nautrup få centimeter fra at kunne heade bolden i mål.
De to mandskaber gik til pause med 0-0, efter en ganske jævnbyrdig affære uden mange chancer. Til anden halvleg skiftede SønderjyskE alle markspillere, mens KIF skiftede to.
Besøg Kolding IFs Youtube-kanal for interviews, spændende videoindhold og live-dækning af kampe
De to indskiftede spillere, Mads Zederkof og Jeppe Hansen, skulle efter blot fire minutter på banen markere sig. En bold blev headet ud for fødderne af Mads Zederkof, der stod et stykke uden for feltet, og herfra sendte han en god afslutning afsted, der dog blev rettet af til et hjørnespark. Hjørnesparket blev i feltet studset videre af en Kolding-spiller, og derfra saksesparkede Jeppe Hansen bolden ind bag Sebastian Mielitz til 1-0.
Den føring var dog tæt på at glide ud af hænderne på KIF blot to minutter efter, da en lang bold blev sendt op på Peter Christiansen, der smart spillede Artem Dovbyk helt fri mod Frederik Ibsen. Dovbyk sendte en hammer afsted, men atter en gang var Ibsen skarp i målet og viftede afslutningen til side.
Ibsen, der leverede en solid kamp, måtte dog igen vise reflekser, da Peter Christiansen efter lidt klumpspil fik vendt sig og trykket af. Ibsen gik hurtigt ned, og med én hånd fik han styr på afslutningen.
Antallet af målchancer var i anden halvleg ikke mange, hvorfor det så ud til at Kolding var på vej mod sejren. Med ti minutter igen, ville SønderjyskE det dog anderledes, og efter et par suveræne kombinationer fik Mads Albæk serveret bolden på kanten af feltet, og herfra gjorde han arbejdet færdig, da han køligt sendte bolden ind.
Mere blev det ikke til for nogle af holdene, og dermed blev det ganske fortjent 1-1 efter en jævnbyrdig kamp. Kolding viste, at de ikke var milevidt fra en optimal kampform, og kan derfor nu se mod genstarten af NordicBet Liga, der byder på en udekamp mod Fremad Amager d. 30/5.