Kolding IF viste atter en gang fremragende fightervilje, da de efter at have været bagud kom tilbage. Derfor fik Morten Mølkjær sin første sejr, da topholdet blev sendt hjem med 3-1. Jeppe Hansen scorede for anden kamp i træk og Sebastian Sommer leverede en klassekasse.
Kolding IF mødte fredag Viborg med et stærkt amputeret hold, da både skader og karantæner holdt flere spillere ud. Morten Mølkjær var derfor tvunget til at tænke alternativt, og med en stærk gameplan og en fighterindsats vandt Kolding 3-1; Mølkjærs første sejr i spidsen for Kolding. Kampen bød på drømmemål af begge mandskaber og et comeback af KIF, der var nede 0-1.
Kampen var blot få minutter gammel, da Jeppe Hansen fik kampens første store tilbud. Stærkt forarbejde fra Christian Kudsk mundede ud i, at bolden blev sendt fladt ind mod Jeppe. Han stormede mod indlægget, men fik lige akkurat ikke træf på bolden.
Derfra begyndte Viborg at tage kontrol. En del spil foregik mod Schuberts mål, og målmanden kunne intet stille op, da Viborgs topscorer, Frederik Brandhof, valgte af dreje bolden over i fjerneste hjørne fra sin position lidt uden for feltet.
Læs også: Kolding IF henter landstræner
Viborg fortsatte med at være i teten efter føringsmålet, og især pumpede de en del høje bolde frem mod Alassana Jatta, der i dagens opgør havde en del besvær med at undgå offsiden. Da kampen rundede en halv time, måtte Viborg skifte målscoreren Brandhof ud med en skade.
Som første halvleg skred frem, fandt KIF sig bedre til rette i kampen. Generelt var hjemmeholdet, når de var på bolden, fornuftige i pasningsspillet og kom frem til fine muligheder. Det var dog Viborgs fortjeneste, at det blev rigtig farligt, da de ved en sløj aflevering tilbage mod keeper Austin kunne se Christian Kudsk opsnappe bolden i feltet. Kudsk forsøgte at afdrible Austin og blev væltet, men der var hverken tale om et straffespark eller film ifølge dommer Patrick Gammelholm.
Dog vandt Kolding med det samme bolden igen i samme område, og et frispark blev begået. Klar til at eksekvere frisparket var Sebastian Sommer, og han drejede bolden lige i panden på Mathias Høgsholt, der sikkert headede udligningen ind i det 39. minut. Mathias Høgsholt var kampen igennem en mur i forsvaret og spillede en habil kamp. Dermed kunne Kolding gå til pausen med fornyet håb.
Fem minutter inde i anden halvleg var håbet dog tæt på at svinde ud igen. Et hjørnespark blev studset videre mod Jatta, der stod ved bageste stolpe. Her var det en formalitet for den høje angriber at heade bolden i det tomme mål, men igen kunne Jatta se ud på sin værste fjende, linjevogteren, der hev flaget i vejret og markerede for offside.
Herfra var der optræk til chancer i begge ender. Især i det 61. minut holdt det tæt, da Jakob Bonde efter bandespil med Aaquist sendte et truende skud en snert forbi fjerneste opstander. Kort efter fik Viborg igen en god chance, da Morten Hansen ikke var skarp nok i en tackling, og derfor kunne Jatta smække en hård afslutning afsted. Denne gik lige over mål.
Kampen kunne falde ud til begge holds fordel og heldigvis for KIF, hjalp Sebastian Sommer hjemmeholdet godt på vej efter 70 minutter. Morten Ohlsen Hansen forsøgte sig med et indlæg, der blev clearet lige ud til Mikkel Jakobsen. Jakobsen serverede, for anden kamp i træk, bolden på et sølvfad denne gang for Sebastian Sommer, og han tæskede bolden op på undersiden af overliggeren og i mål. Austin stod prisgivet tilbage og måtte have det som om, at en jetjager var fløjet lige om ørerne på ham.
Følg Kolding IF på Facebook for nyheder, live-opdateringer og meget andet
Viborg sendte efterfølgende to gange indlæg ind i bagrummet, hvor Kolding-forsvaret var uopmærksomme, hvilket ledte til afslutninger. Heldigvis var Schubert velspillende og sikker i målet, hvorfor han klarede disse. Det var også tilfældet, da Bonde med ti minutter igen blev spillet fri i feltet, men Schubert kom igen i vejen for afslutningen.
I mellemtiden var den unge Emil Sand blevet sendt i aktion og fik dermed debut. Det samme fik Oskar Flaskager senere, og de to unge spillere kom ind med friske kræfter, der medvirkede til at holde på føringen.
En god mulighed for en udligning fik Viborg dog, da dommer Gammelholm med fire minutter igen dømte et usynligt frispark efter Mads Eriksen, øjensynligt, vandt bolden på lovlig vis. Dog fik han et gult kort for aktionen og Viborg et frispark i en gunstig afslutningsposition. Christian Sørensen havde dog ikke indstillet afslutningsfoden og sendte kuglen forbi.
Hold dig opdateret på Kolding IFs kampe i kampprogrammet her
De tre point var godt på vej til at blive Koldings, men med ét minut igen, skulle Schubert ud i en fin redning. Mikkel Agger fik slet ikke træf på sin afslutning i feltet, og derfor endte bolden hos Sivebæk, der nu var i en favorabel position. Hans afslutning fik Schubert dog reddet.
Fire minutter blev lagt til, og Viborg kastede naturligvis alle mand frem. Det åbnede i modsatte ende op for store muligheder, og dem skal man ikke give Jeppe Hansen. Selvom der var spillet 93. minutter, satte han den eneste VFF-forsvarer ved midten og gik i fuld fart mod mål. Her var Jeppe Hansen iskold og bankede legende let det sidste søm i Viborg-kisten. En 3-1 sejr var realitet, og dermed har KIF taget to ud af to sejre mod viborgenserne.
Kolding IFs startopstilling: B. Schubert, M. Eriksen, M. Høgsholt, S. Trier, D. Thøgersen, M. Ohlsen Hansen, M. Jakobsen, S. Sommer, C. Kudsk, S. Smidt, J. Hansen.
Udskiftninger:
76’ Ud: M. Jakobsen. Ind: M. Hedeager
76’ Ud: C. Kudsk. Ind: E. Sand
89’ Ud: S. Smidt. Ind: O. Flaskager
Mål:
14’ 0-1: Frederik Brandhof
39’ 1-1: Mathias Høgsholt (ass. Sebastian Sommer)
71’ 2-1: Sebastian Sommer (ass. Mikkel Jakobsen)
93’ 3-1: Jeppe Hansen (ass. Mathias Høgsholt)
Gule kort:
37’ Mikkel Jakobsen
62’ Sebastian Sommer
83’ Martin Hedeager
86’ Mads Eriksen