Over 240 medarbejdere, 30 statsautoriserede revisorer, 11 kontorer i Danmark, navnepartner for Martinsens Tipsklub i Fynske Bank Loungen og Mediator Loungen, Sølvpartner i Kolding IF og nu også samarbejdspartner for Gjensidige Kvindeligasatsningen i byen.
Martinsen Rådgivning og Revision udvider engagementet og er stadig en betydelig samarbejdspartner for fodbolden i Kolding.
Via Sølvpartneraftalen har Martinsen fortsat sikret sig navnerettigheden til den populære Tipsklub i erhvervsloungerne, og så stiller de sig med denne nye aftale også bag klubbens stærke Kvindeligasatsning. Således er Martinsen nu repræsenteret med profilering via tobleroneskilte og bannere på Autocentralen Park, de er i VIP-loungerne repræsenteret via tipsklubben og på Kvindeliga-siden er de nu også partnere. Dermed er Martinsen en tæt, tæt samarbejdspartner i det ambitiøse Kolding IF projekt, og de vil være synlige flere steder igennem hele klubben.
Faktisk så er kaptajnen på klubbens kvindeligahold, Sofie Riis, ansat hos Martinsen og dermed giver det nye samarbejde mening på rigtig mange plan.
Andy Gøttig, Partner og statsautoriseret revisor i Martinsen udtaler:
”Vi har haft nogle gode år i Kolding IF, og beslutningen om at være med på rejsen herfra var ikke vanskelig. Dertil så hilser vi Kvindeligasatsningen særdeles velkommen i Kolding IF, og vi ser oprigtigt frem til et stærkt samarbejde her også.”
Fredag den 14. oktober var en del af Martinsen Kolding samlet på Autocentralen Park for at fejre den nye aftale, og med Christian Kudsks sejrsmål i 96. minut, så blev det en fornuftig aften for den sympatiske virksomhed.
”Vi havde selvfølgelig syv rigtige i Martinsens Tipsklub.” afslører Andy, og dermed indtager navnepartneren en foreløbig andenplads i Martinsens Tipsklub.
I Kolding IF udtaler Kommerciel ansvarlig Michael Flyvholm:
”Vi har haft et godt og sundt samarbejde med Martinsen igennem nogle år, og nu er vi rigtig glade for fortsættelsen. Det betyder meget for os at vores samarbejdspartnere også bakker op om kvindeligasatsningen – og så er Martinsens Tipsklub et så integreret og vellidt tiltag i VIP-loungerne, at det ville være synd ikke at videreføre. Det sætter vi stor pris på.”
Hele Kolding IF ønsker at takke Andy Gøttig og resten af Martinsen for den flotte opbakning. Nu glæder klubben sig til endnu flere tips samt endnu flere gode oplevelser såvel på herrer siden som på kvindesiden.
#MartinsenRådgivningRevision #ViErKolding #SammenSkaberViHistorie