Kolding IF og Århus Fremad delte i porten i en til tider lidt for taktisk affære, lørdag eftermiddag på Autocentralen Park.
Havde man forventet at se et KIF mandskab komme brusende ud af starthullerne for at revanchere det seneste nederlag hjemme i egen hule, blev man måske en anelse skuffet. For det blev overordnet set, en kamp, hvor udgangspunktet for begge mandskaber, var en stærk og solid defensiv.
Gæsterne var dog det første hold, der bød sig til med en fin mulighed, da Christian Nissen fik for meget plads, efter et århusiansk indlæg i KIFs målfelt, og her måtte Jens Rinke diske op med en fin redning, på angriberens helflugter.
I den anden ende havde hjemmeholdet en kæmpe mulighed efter et kvarters spil. Henrik Brodersen fik desværre afsluttet et fint KIF opspil, lige forbi den ene århusianske opstander.
Halvlegens største lyspunkt, var et fint gennemspillet KIF angreb efter en halv times spil, hvor Kristian Kirkegaard fik afsluttet, og tvang gæsternes målmand til at diske op med en fin redning.
To rigtig fine KIF muligheder, der burde have kastet minimum en enkelt scoring af sig.
Anden halvleg blev igen en kamp om at finde rum, og komme igennem gæsternes kompakte forsvar. Det resulterede i tre fine KIF afslutninger, men som i første halvleg manglede den sidste skarphed og som kampen skred frem, lignede det mere og mere end nulløsning på Autocentralen Park.
Gæsterne havde en stor mulighed med tyve minutter igen af kampen, da de efter en omstilling fik afsluttet fra en lidt spids vinkel, men igen var Jens Rinke hurtigt nede, og fik clearet.
En både spillemæssig og resultatmæssig skuffelse for hjemmeholdet, der uden tvivl gerne ville have givet hjemmepublikummet en sejr at gå hjem på.
Men gæsterne var, og er, et rigtig fint mandskab som Kolding IF får fornøjelsen af endnu engang, i det oprykningsspil, der nu starter op 2. Påskedag – hvor oprykkerne fra Vanløse gæster Kolding.
Oprykningsspillet starter officielt op nu, især for de mandskaber som fik spillet sig med op i oprykningsspillet i denne netop afviklede sidste runde af grundspillet. For KIFs vedkommende ligger man i oprykningsspillets tabel, på en meget spinkel 2. plads. Alle hold har taget deres point og målscorer med over – så nu handler det for alvor om at bide sig fast i toppen, og derfor skal KIF gå efter at komme godt fra land og gøre alt hvad der er muligt for at hente en hjemmesejr i den første kamp imod et spændende Vanløse mandskab, der faktisk kun har tabt en enkelt udekamp i denne sæson.
Kampfakta:
Kolding IF – Aarhus Fremad 0-0 (0-0)
Tilskuere: 601
Dommer: Allan Rørdahl Borgstrøm
Linjedommere: Paw Johansen og Henrik Spetzler
Kolding IF start opstilling:
Jens Rinke, Sebastian Sommer, Henrik Brodersen, Kristian Kirkegaard, Rune Nautrup, Mads Zederkoff,
Casper Bruun, Emil Obitsø Nielsen, Morten Hansen, Denis Fazlagic og Jeffrey Ofori.
Kolding IF’s bænk:
Benjamin Schubert, Jacob Eriksen, Jacob Barklin,
Martin Hedeager Jensen og Mathias Høgsholt.
Indskiftninger:
74′ Jacob Eriksen for Casper Bruun.
74′ Martin Hedeager Jensen for Kristian Kirkegaard.