Søndag d. 8. oktober var Kolding IF en tur i Brøndby, hvor et mål i overtiden sikrede sejren og dermed også 3 point.
Pigerne vidste at det på ingen måder blev en nem kamp der ventede dem, da de skulle møde sidste års sølvvindere af Gjensidige Kvindeliga.
Der skulle dog ikke gå lang tid før Kolding IF bringer sig i front. Efter 3 min. sender Brøndbys keeper nemlig et udspark ud til Sofie Tranholm, som sender den videre til Benedicte Moss, og giver Kolding IF en drømmestart, ved at sende bolden i mål. Kolding IF holder også 0-1 føringen helt til halvleg.
Brøndby IF svarer hurtigt igen i 2. halvleg, hvor de scorer efter 46 min. Pigerne giver dog ikke op og bliver ved med at klø på. Det resulterer også i at Benedicte Moss kommer med endnu en forløsende scoring. I overtiden stiger Benedicte Moss nemlig til vejrs på et hjørnespark og scorer. Målet sikrer os sejren og de 3 point, som nu placerer os på en 2. plads.
Cheftræner Allan Drost er også særdeles stolt over pigernes indsats:
– En god gameplan som pigerne eksekverer til perfektion var sammen med en kæmpe dedikation fra samtlige i truppen og staben, opskriften på sejren i dag, hvor vi lykkes på rigtig mange parametre! Nu skal vi nyde sejren de næste par dage og så ellers have fødderne tilbage på jorden og gøre klar til Nordsjælland på lørdag, hvor vi på ny skal ud og bevise at vi med ligaens yngste gennemsnitsalder kan være konkurrencedygtige mod alle hold i ligaen.
Lørdag d. 14. oktober tager Kolding IF imod FC Nordsjælland på Autocentralen Park kl. 15:00.