© sportK, Ole Sørensen.
Der var spænding til det sidste, da Koldings U17-hold i weekenden skulle afgøre deres opgør mod Næstved i en straffesparkskonkurrence om to vigtige point i tabellen.
Koldings U17-hold havde lørdag taget turen over bæltet for at spille deres anden turneringskamp mod Næstved.
På trods af de blæsende vejrforhold satte KIF sig på tungt på spillet fra kampens start, hvor de i opbygningsspilet kreerede gode muligheder, men manglede de sidste marginaler for at omsætte mulighederne til mål.
I stedet var det Næstved, der kom først på tavlen. Hjemmeholdet udnyttede vinden og fik via en lang bold i bagrummet skabt forvirring, hvorefter Omed Mirzazadeh kunne lobbe bolden i mål til 1-0.
Føringsmålet lod ikke til at slå Kolding ud af kurs, der forsat holdt fast i deres tålmodige opspil og store boldbesiddelse frem til pausen.
Køb officielt Kolding IF-merchandise her
I 2. halvleg kom Næstved ud på banen med et mere aggressivt udtryk i deres presspil for at dæmme op for Koldings dominans på bolden. Og der skulle også gå 88 minutter før Kolding fik brudt Næstveds defensiv op. Magnus Knudsen sendte via frispark en sukkerbold i panden på Felix Warming, der kunne juble over den sene udligning.
Herefter gik det stærkt. Noah Skov kunne efter et intenst førstepres blokere en clearing fra Næstveds målmand, der efterfølgende landte for fødderne af Frederik Olesen, som kunne score for tredje kamp i streg. Bedst som Kolding troede at comebacket var i hus sendte Næstved en bold i et tætbefolket straffesparksfelt, der efter tumult fik dommeren til at pege på pletten. Straffe og 2-2.
Det uafgjorte resultat i ordinær spilletid betød, at kampen skulle afgøres i straffesparkskonkurrence. Et format, der skal sikre talenterne erfaring i pressede situationer.
Koldings Benjamin Kostow på stregen reddede Næstveds første to spark, der i sidste ende sikrede udeholdet en sejr på 4-3 og to point på kontoen.
Det var også en overordnet tilfreds U17-cheftræner, der efter kampen satte lidt ord på præstationen.
– Jeg er yderst tilfreds med måden vi spiller kampen på. Drengene viser kæmpe overskud i vores spil med bolden og vores presspil var også med en godkendt kvalitet. Jeg er også glad for, at vi ikke dropper gameplanen selvom det stod 1-0 til Næstved i det 85. minut, men hele tiden prøvede at spille bolden hurtigt rundt og komme til angreb ved at få Næstved spillerne ud af position.
– Mega ærgerligt at vi ikke vinder kampen i ordinær tid. Det havde vi fortjent, dog er det også tilfredsstillende, at vi viser, vi kan vinde en straffesparkskonkurrence, lød det fra Senthu Ariyanayagam.
Følg Kolding IF på Facebook for nyheder, videoer, konkurrencer og mere
Koldings U19-hold skulle ud og forsøge at bygge videre på den gode start fra sidste uges sejr mod HB Køge. Lørdagens modstander var Næstved, der skulle forsøge at revanchere deres nederlag i sæsondebuten.
Det var også Næstved, der kom bedst fra start. Hjemmeholdet kom på banen med en kæmpe sult og tro på tingene. Kolding havde modsat svært ved at holde på bolden, hvor simple afleveringer endte med boldtab.
Efter 29 minutter kom Næstved foran. En høj bold i omkring Kolding-målet blev halvclearet ud på kanten af feltet, hvorefter Karlo Trkulja skovlede bolden i mål.
Kort før tid udbyggede Næstved føringen efter en dybdebold, som Mihai Tudor satte ind bag en prisgivet Jacob Michelsen i Kolding-målet.
Kolding forsøgte at efter pausen at sætte mere igennem i duellerne, men ondt blev desværre værre. Marginalerne udeblev og det lukrerede hjemmeholdet på. Efter 71 minutter bliver det 3-0 og sidst i kampen 4-0.
Download Kolding IFs app på AppStore eller i Google Play
Hård skæbne for U19-mandskabet, der ikke ramte dagen spilmæssigt. Det var heller ikke en tilfreds U19-cheftræner, der efterfølgende skulle sætte ord på nederlaget.
– Højt at flyve, dybt at falde må siges at være meget sigende for vores kamp i dag efter sidste uges sejr. Vi var konstant to aktioner efter Næstved, som viste en kæmpe gejst og vilje til at vise, at forrige weekends nederlag var en fejl, udtalte Mohamed Farah efter kampen.
På lørdag d. 29. møder Koldings U17 og U19 HIK på hjemmebane.