Kolding hentede ét point og sæsonens første clean sheet i et medrivende 0-0-opgør på Helsingør Stadion.
Kolding byggede lørdag eftermiddag videre på de positive takter. Gæsterne havde forberedt sig på Helsingørs omstillinger og topscorer, Jeppe Kjær, der de første 60 minutter ikke gav mere end en enkel mulighed væk. I den modsatte var der genvalg til den målfarlige trio i Jakobsen, Fazlagic og Drost, men en rutineret Kevin Stuhr Ellegaard gjorde sit – og mere til – for at holde Kolding fra måltavlen, der blandt andet bød på en triple-redning. Det blev derfor ved en nulløsning på Helsingør Stadion, hvor der bestemt ikke kan pilles ved et stærkt Kolding-udtryk efter endnu en flot præstation.
FC Helsingør havde senest sparret hele seks normale startere i kampen mod Fremad Amager. Det var derfor forventet, at værterne ville komme ud til lørdagens brag med stor energi og hvilede stænger. Alligevel var det Kolding, der greb taktstokken fra første fløjt.
Adam Jakobsen var første sortklædte, der testede Kevin Stuhr Ellegaard i feltet efter en hjørnesparksretur. Ohlsen var med det samme over riposten, men linjedommeren fik løftet flaget for offside.
Der var blevet plads til kaptajnen, Mads Eriksen, i bagkæden, der endnu engang bestod af en trebackskæde i succesformationen 3-4-3.
Kolding dikterede spillet, hvor særligt Sommer og Vestergård bidrog med vanligt arbejdsraseri på den centrale del af midtbanen. Fokus var på Helsingørs farlige omstillinger og dybe bolden til ligatopscoreren, Jeppe Kjær. Netop sådan en situation opstod efter 20 minutter, hvor Frederik Bay erobrede midt på banen og fik sendt Kjær dybt. I en en-mod-en-duel mod Ibsen forsøgte Kjær sig med et lob, der trillede forbi højre opstander.
Ti minutter senere var det Kolding med en stor mulighed. Fazlagic var første og sidste boldbehandler på et giftigt kontrastød, men afslutningen sneg sig akkurat forbi mål.
Kolding var det klart bedste hold på banen i første halvleg, hvor Drost i to forsøg testede både Stuhr Ellegard og Helsingør-defensiven, der altså betød, at de to hold gik til pause med stillingen 0-0.
Ud til 2. halvleg havde Helsingør lavet en enkelt ændring, hvor nyindkøbet McCowatt var kommet ind for at bevise sit værd.
Det var dog endnu engang Kolding, der kom bedst fra start, hvor kun en fremragende triple-redning af Stuhr Ellegard, stod i vejen for en tidlig føring.
Herefter blev FCH mere boldbesiddende, som også gav Ibsen nok at se til i den anden ende. Størst blev det ved en friløber til Kjær, der blev afvist på fornemmeste vis af Kolding-keeperen.
Med tre kampe på syv dage faldt gæsterne naturligt lidt i kadence som kampen skred frem. Mølkjær skiftede med 20 minutter tilbage fire mand.
Helsingør havde rystet 1. halvlegs kyste udtryk af sig og fik presset Kolding mere i bund, hvor anfører Henriksen forpassede en god mulighed med sin flugter på bagerste stolpe.
Den indskiftede kvartet fik hjulpet Kolding med at bryde Helsingørs momentum, hvor kampen bølgende lidt frem og tilbage.
Særligt samspillet mellem Kudsk og Mikkel Jakobsen skabte en god muligheden i slutminutterne, hvor også Torp leverede et flot comeback på venstrebacken efter hans skade.
Det blev, trods store chancer til begge hold, ved en nulløsning på Helsingør Stadion, hvor Kolding nu kan se tilbage på fem kampe uden nederlag, inden det igen går løs d. 30. oktober mod Hvidovre på Autocentralen Park.