Et sent udligningsmål betød, at Kolding IF måtte tage til takke med et enkelt point mod Skive IK i lørdagens intense eftermiddagsopgør.
Der var lagt op til intense 90 minutter, da Kolding lørdag gæstede Hancock Arena i Skive. Ligaens henholdsvis 10. og 11. plads jagtede point for at distancere sig fra bunden af tabellen. Det var også tydeligt, at særligt hjemmeholdet havde fokus på den defensive organisation, hvor der ikke blev investeret lige så meget fremad. Efter en målløs 1. halvleg pressede Kolding hjemmeholdet tilbage i anden halvdel af kampen. Med flere gode muligheder var det heller ikke overraskende, at Mikkel Jakobsen skulle bringe de hvidklædte foran efter 75 minutter. Skive gav ikke op, hvor Gustav Kjeldsen med fire minutter tilbage af kampen kunne udligne, da han fik sat panden på et indlæg til slutresultatet 1-1.
Med vinden i ryggen kom Skive godt ud af starthullerne. Der var fart i angrebsspillet, hvor spillet gik gennem kanterne. Flade indlæg fyldte feltet, hvor Koldings bagkæde hurtigt kom på arbejde med fine blokeringer.
Koldings første mulighed kom efter syv minutter. A. Jakobsen fik med panden lagt kuglen for fødderne af Drost, der fra sin kantposition kunne tage bolden med i løb. Signaturtræk forbi den direkte modstander skabte plads ned igennem midten, men det sidste træk blev en anelse for langt.
Herefter var det Skive, der igen skabte tryk ned mod Kolding-målet. Særlig efter 16 minutter, hvor Mortensen lidt tilfældigt modtog bolden på kanten af det lille felt. Situationen lod til at overraske angriberen, hvorfor Kolding kunne nå at afværge.
Skives dybe bagkæde gjorde det svært for Kolding at finde plads i mellemrummene. I stedet forsøgte Thøgersen sig med et skud fra distancen, hvor træværket stod i vejen for et drømmemål.
Santos var en af Skives offensive lyspunkter, hvor den hurtige back bidrog med mange indlæg fra højre. Efter 30 minutter havde han også selv muligheden, men præcisionen manglede.
Banens forfatning umuliggjorde Koldings ønske om kontrollere og skabe kampen på pasninger, hvor bolden hoppede og dansede på den medtagede græsmark. Det var derfor meget overladt til høje bolde, hvor Skives forsvarsakse havde fysikken med sig.
De første 45 minutter endte derfor målløst, hvor de helt store chancer udeblev.
Kolding havde efter pausen bedre tag på kampen. Fazlagic bankede første gang på efter 53 minutter, der kunne se sin afslutning blokeret tæt under mål. Tre minutter senere var Fazlagic igen på spil, hvor han ikke manglede meget for at kunne have sat indersiden på Vestergårds indlæg.
Endnu mindre manglede Oliver Drost mulighed 59 minutter. Skives bagkæde stod på flade fødder, da en høj bold dalede ned i feltet. I fuld længde forsøgte Drost at sætte tåspidsen på afleveringen, men han manglede lige en skostørrelse større, for at kunne have dirigeret bolden mod mål.
Skive havde, modsat Kolding, sværere ved at skabe chancerne, hvor Santos stod for hjemmeholdets første forsøg efter pausen. Den velspillende back havde sneget sig med frem i bagrummet. Her modtog han bolden uden markering, men forpurrede muligheden ved at afvente afleveringsmuligheden for længe.
En god afleveringsmulighed opstod til gengæld i den anden ende af banen efter 75 minutter. Oliver Drost løb en lang bold op på kanten, hvor han stod placeret i Skives målfelt. Ind kom en fremadstormende Mikkel Jakobsen, der over to omgange fik sendt udeholdet i front med sin første scoring i divisionen. I jublen løb Koldings nummer 19 ud i favnen på Morten Mølkjær, der i dag havde givet den unge midtbanemand chancen fra start.
Med føringen blev fik Marcus Gudmann sin debut i Kolding-trøjen, da han kom ind med 10 minutter tilbage af kampen.
Herefter lignede det længe, at Kolding skulle tage sæsonens første sejr på Hancock Arena, men Gustav Kjeldsen ville det anderledes. Med et hovedstød fik han bragt balance i regnskabet til stillingen 1-1.
Selvom Kolding jagtede alle tre point, forblev det – til stor frustration – en uforløst affære, hvor holdet trods alt kan glæde sig over, at der igen kom point på kontoen, selvom man gerne havde taget alle tre.
Mål:
75′ Mikkel Jakobsen (Assist: Oliver Drost)
86′ Gustav Kjeldsen
Gule kort:
35′ Sebastian Sommer
42′ Morten Ohlsen Hansen
92′ Frederik Mortensen
Udskiftninger:
72′ (IND) R. Nautrup (UD) A. Jakobsen
80′ (IND) M. Gudmann (UD) J. Kiilerich
Startopstilling:
Ibsen
M. Ohlsen – Høgsholt – Kiilerich – Thøgersen
Vestergård – Sommer – M. Jakobsen
Fazlagic – A. Jakobsen – Drost
Bænk: Schubert, Gudmann, Bonde, Kudsk, Fazlagic, Nautrup, Dongsted.