Lørdag eftermiddag spillede både Kolding IF’s U19 og U17-drenge på hjemmebane mod Slagelse B&I. Det blev til en samlet sejr på hele 11-0 til de unge koldingensere.
U19
Lørdag kl. 12.00 skulle Kolding IF’s U19-drenge i kamp på Autocentralen Park. Det var sidste hjemmekamp i denne sæson, og modstanderen hed Slagelse B&I. Kampen startede i et højt tempo, hvor hjemmeholdet var aggressive og skabte en del chancer. Der skulle heller ikke gå mere end syv minutter, før kampens første mål blev scoret. Elias Valentin forlængede en høj bold og sendte Eskild Bak i dybden i en 1-mod-1 situation med keeperen og scorede sikkert.
Herfra stod der Kolding IF på det meste, og værterne spillede sig til en del chancer, hver gang boldomgangen og tempoet blev skruet op. Der var chancer til at score en håndfuld mål, men tilskuerne måtte vente til det 37. minut med at se 2-0-målet. Denne gang var Elias Valentin i målscorerens rolle efter et fornemt oplæg af Noah Skov. Den stilling holdt til pausen.
Men det var også kun lige, at den gjorde det. Blot to minutter inde i anden halvleg udbyggede Elias Valentin sin egen og Koldings scoringskonto ved at score direkte på frispark fra kanten af feltet. Og ti minutter senere kom hjemmeholdet så på 4-0. Her fik Nemo Thomsen en friløber, som han iskold chippede over keeperen. Herfra kom Kolding IF stadig til rigtig store chancer, hvor flere spillere kunne have scoret både to og tre mål.
Tre mål fik Elias Valentin dog scoret, da han efter 73 minutter luskede sig om til bagstolpen og scorede nemt til 5-0 efter endnu et oplæg af Noah Skov. Det blev også kampens slutresultat. Kampens helt store oplevelse var naturligvis Elias Valentin, der er direkte involveret i fire ud af fem mål.
U17
Efter U19’s flotte sejr skulle U17-drengene forsøge at gøre dem kunsten efter. Og der gik ikke mange minutter, før ballet blev åbnet. Nicolai Bossen blev sendt i dybden og vristede sig fra af stopperen, slog et perfekt indlæg i feltet, og så scorede Casper Møller uden noget besvær til 1-0 efter kun tre minutters spil.
Blot fem minutters tid senere udbyggede Nicolai Bossen føringen, efter at han selv opsnappede bolden i en opspilsfejl og scorede sikkert. Hjemmeholdet pressede i store dele af kampen Slagelse højt på banen, og det var tydeligt, at gæsterne havde store problemer med at håndtere det.
Efter 26 minutter stod der 3-0 på måltavlen, efter at Chance Bashende var løbet med i feltet og sparkede Oscar Bjerres indlæg i nettet helt umarkeret. Det resultat holdt dog helt til pausen.
Efter pausen sås det tydeligt, at værterne ikke stillede sig tilfredse med 3-0-føringen. De ville op og jagte og forsøge at lukke kampen en gang for alle. 4-0-målet kom efter kun seks minutter af anden halvleg. Bossen erobrede igen-igen bolden og spillede Younes Akileh, som i stedet for at sparke selv fandt en helt fri Chance Bashende, der igen havde taget løbet med ind i feltet.
4-0 efter 51 minutter, og kampen var endegyldigt lukket. Men drengene fortsatte med at være målsøgende, og især Bossen pressede, som gjaldt det hans liv. Med en lille halv time igen scorede Bossen endnu en gang, efter at Tobias Jervelund sendte en smuk dybdebold afsted, som Bossen scorede sikkert på til 5-0.
Og det skulle også blive 6-0, hvor Bossen igen var arkitekten. Han fangede bolden i højre side og spillede den hurtigt videre til Jervelund, som efter et par træk spillede den videre til en helt fri Noah Munk, der bankede det sjette og sidste søm i Slagelse-kisten med fem minutter igen.
6-0 blev kampen altså, og det betød, at U17-drengene går igennem maj måned med intet mindre end fire sejre ud af fire mulige.