Kolding IF Women kan i dag med stor glæde offentliggøre forlængelsen med målmandstræner Christian Dybro, så aftalen nu varer indtil sommeren 2024.
Det er med stor glæde, at Kolding IF Women i dag kan meddele, at målmandstræner Christian Dybro forlænger aftalen med 2,5 år, så kontrakten nu først udløber til sommeren 2024. Dybro har været en del målmandstrænerteamet i Kolding i mere end syv år – først på kvindesiden hos KoldingQ, sidenhen på herresiden i Kolding IF i oprykningssæsonen til 1. division og det sidste år igen tilbage hos kvinderne i KoldingQ.
Christian Dybro er manden bag den struktur, der findes helt fra ligaholdet og ned til U15, hvor den røde tråd i den grad skinner igennem. Den røde tråd og det tætte samarbejde med Kim Reedtz Olesen, som er målmandstræner i ungdomsafdelingen, har gjort, at de unge keepere i klubben udvikler sig hastigt og bliver sultne efter mere, når de blandt andet får lov at træne med ligaholdet og Lene Christensen, som er nuværende A-landsholdsmålmand.
– Jeg har valgt at blive i Kolding, fordi det er et sindssygt spændende projekt, der er i gang. Og så vil jeg gerne blive ved med at udvikle og videreudvikle de virkelig dygtige keepere, vi har – og fortsat arbejde med den struktur, vi har lavet omkring målvogterne i klubben, udtaler Christian Dybro, som også flere gange understreger vigtigheden af det tætte samarbejde med Kim Reedtz Olesen og den tidligere A-landsholdsmålvogter Stina Lykke, der er tilknyttet som konsulent til målvogterne i klubben.
Også teknisk chef i Kolding IF Frederik Lund er begejstret for forlængelsen:
– Det er meget vigtigt at holde noget kontinuitet i staben, og det er ingen hemmelighed, at vi ser et kæmpe lys i Christian (Dybro, red.). Han kender klubben virkelig godt, og han får en vigtig rolle i målmandstræningen fremadrettet, siger Frederik Lund.
Udover at skulle fortsætte sit arbejde som målmandstræner på kvindeligaholdet, kommer Dybro også til at deltage i målmandscamps for både piger og drenge.
Kolding IF Women råder udover Lene Christensen over keepere, som er inde omkring både U19-, U17- og U16-landsholdene.